Interviewet

17. november 2015

Jeg må tage en beslutning. Nu kan jeg end ikke løfte armene mere, men må have Janet til at ringe op og holde røret hen til mig. Bare det at koncentrere mig om at snakke er vanskeligt. Jeg har næsten glemt, hvorfor det her er så vigtigt. Men sådan er det. Livet er fuldt af vigtige detaljer. Det er vigtigt at kunderne kommer hen de rigtige steder, når de nu har betalt for at komme med min taxa. Det er vigtigt at der kommer de rigtige blomster på min grav. Det er vigtigt at Janet kommer videre med sit liv og ud af sine vaner med at sidde foran kukkassen og spise lagkage for at vogte over mig.

Nu ringer den, registrerer jeg. En dame svarer opkaldet. Jeg præsenterer mig og beder om at tale med direktøren for BBC. Der bliver stille i den anden ende. ”Øjeblik,” siger en nu grådkvalt stemme. Jeg får øverstkommanderende for BBC i røret og siger: ”Jeg vil interviewes på tv. Det her projekt er vigtigt for at fravriste de gamle egyptere deres største og mest gådefulde hemmelighed.” Ikke mere. Janet lægger røret på. Seertallet skal sikres.

”Janet, når jeg er mumificeret, skal du komme og se mig.”

”I orden – men så er du stadig bundet ind. At se dig nøgen i den tilstand er simpelthen for ulækkert.”

Vi griner begge.

 

12. december 2015

Interviewet skete på en af mine gode dage og det skaffede fornyet interesse blandt BBC’s seere. Slut herfra.

 

Epilog

Hun er lettet og afklaret, Janet, kone til mumien. Ikke flere slanger, lugten af død og medicin og det gik op for hende, da de kørte væk, at hun hadede den. Skulle hun selv blive syg, ville hun bare behandles med smertestillende og så sove ind. Universitetshospitalets korridorer lugter klinisk. Hun bliver ført hen til ligsynsrummet af den ene af patologerne, som har deltaget i eksperimentet. Hun har ikke set udsendelsen, der følger processen med at mumificere hendes mand. De fleste siger, det er ret ulækkert.

Men nu ligger han der, indbundet i bandager, som en egyptisk farao. Hun har et fotoalbum under armen, som hun ligger under en af bandagerne. Det er fuldt af fotos af ham som ung mand – en åleslank, ilter type med et stort, sort hår og gevaldige rotter på loftet. Med årene tabte han håret, blev tyk – men han bevarede rotterne. Heldigvis.

Hun kan ikke lade være med at føle på byltens ansigt og udbryder:” Der ligger han jo. Det er lige, som han havde forestillet sig. Jeg kan mærke ham. Det er ham – helt sikkert.

”Kan du kende ham?” spørger patologen og snøfter.

”Javist! Goddag, Deres Excellence.” Janet ser henført på patogen, der snøfter højlydt. “Hør, du, det var mig, der skulle græde og ikke dig.

Vejrtrækningsbesvær

3. marts 2015

Metastaserne er begyndt at irritere min tyktarm. I bogstaveligste forstand. Jeg er døende. Det har jeg hele tiden været, men nu går det for alvor op for mig. Drænet, der tapper væske fra lungerne er fuldt og skal skiftes. Det er en uringul væske, som lugter af død. Jeg ved det, for jeg har lugtet det, hver gang, sygeplejersken skifter den.

Men lige nu har jeg problemer – jeg kan ikke skide. Jeg kan ikke komme af med afføringen. Ikke, at der er meget værdi i den, i øvrigt. Det ligner sennep, fordi jeg får sonde – det kommer op igen, hvis jeg synker, uanset hvor godt jeg tygger det. Problemer. Jeg skal indlægges og vækker konen, som straks giver sig til at græde.

”Ring nu bare efter en ambulance, Janet.”

Jeg bliver indlagt og er en langtrukket og forfærdelig omgang igennem, hvor lægerne er nødt til at lægge dræn ind for at bypasse den samling metastaser, der har samlet sig som en flok protestanter i min tarm. Så få timer efter er jeg tilsluttet endnu en slange. Jeg ligger på siden, da konen endelig får lov til at besøge mig. Vi griner og græder og midt i det hele får jeg et opkald fra BBC. De virker chokerede over, at min tilstand er forværret. Og så fortæller de mig, at professoren fra det institut, der skal bruge mit afsjælede legeme, er kommet i pengenød. Det er dyrt og tidskrævende at et helt forskerhold skal bruge uger på at mumificere mig.

De er nødt til at informere mig om, at mit sidste ønske kan risikeres ikke at blive opfyldt. Jeg kommer nok ikke til at ligge blandt de egyptiske majestæter alligevel. Men jeg begynder at læse mellem linjerne. BBC kan sagtens finansiere projektet, uden problemer. De er blot bekymrede for, om det giver seertal nok. Vores ven, præsten, holdt op med at plage os, men andre er begyndt at lægge vredladne beskeder på telefonsvareren, udtaler sig negativt til pressen om, at jeg vil slå mønt af affæren, at jeg vil have opmærksomhed og at jeg er forfængelig.

Jeg skal give dem seertal. Jeg har en mission. Jeg har det simpelthen så rendyrket forfærdeligt, at jeg trænger til noget at grine af. Jeg bliver udskrevet efter 10 dage, hvor jeg er tilsluttet endnu en anordning, der skal tømme min krop for væsker. Min mave er voldsomt udspilet, jeg har så meget vand i kroppen, at mine fingre ligner en babys – de er opsvulmede og har ingen hår efter en livsforlængende kemoterapi. Det formår Janet og jeg også at grine af. Jeg ligner en edderkop – opsvulmet underkrop og slanger stikkende ud fra midjen. Mine ”creepy legs”.

Og jeg forbereder mig.

Medierne

5. juni 2014

Det var uundgåeligt. En eller anden så optrinnet på museet og nogle hviskede i øret på andre. Da en journalist ringede til os, var skaden sket. Vi sad længe og blev enige om, at vi ikke kunne klare at blive centrum for alt for megen opmærksomhed.

Det blev dog ikke så slemt som vi havde frygtet. En sød pige fra Daily Press kom hos os og blev budt på the og interviewede os begge. Helt stille og roligt spurgte hun til min kones situation, hele forløbet omkring min sygdom og så min noget ”usædvanlige beslutning” om at lade mig mumificere. Interviewet blev, til vores begges overraskelse, en behagelig og værdig oplevelse. Vi havde derfor ingen skrupler ved at lade avisen vise vores kontrafej i en fire-siders midtersektion.

Vi fik reaktioner. Rigtig mange reaktioner. Havde egentlig forestillet os at folk ville læse artiklen og tænke: Det var usædvanligt. Men så kom læserbrevene. Nogle grinede, andre græd og atter andre synes, det var ulækkert og at vi bare ville have opmærksomhed. Jeg var begyndt at genoverveje min beslutning om at donere min krop til videnskaben, fordi det skabte så meget uønsket opmærksomhed.

Så var der præsten – John Clayers – en rablende vanvittig mand, efter min mening. Han skrev breve til os hver dag. Jeg var en ugudelig synder, der i min jagt på medieopmærksomhed havde valgt at lade mig begrave efter hedenske ritualer, hvilket han fandt makabert og i strid med den kristne tro. Han kaldte mig et svin og en hedning og en synder – fordi jeg havde valgt at lade mig mumificere(?). I begyndelsen havde jeg stadig min humor i behold. Jeg svarede tilbage, at jeg op til min sygdom i mange år havde arbejdet som taxichauffør, havde ikke besøgt kirken alt for tit og havde måske også røget lidt for rigeligt. Jeg sendte ham ungdomsbilleder af mig selv – en ret flot fyr, hvis jeg selv skal sige det.

Så begyndte John at ringe til os. Mange gange i løbet af dagen. Hans mission var at stalke os, til vi overgav os og sagde: nej, siden det ikke er din vilje, o, du guds mand, så lader jeg mig ikke mumificere. Men da han pludselig stod ude foran vores dør med et skilt, hvor der stod ”SINNERS!”, så opgav jeg at tale ham til fornuft. Min kone var skræmt fra vid og sans og løb ind i huset og præsten gav sig til at messe højlydt uden for vores dør. Det var arbejdsdag, så ikke mange af vores meget hjælpsomme naboer var hjemme til at få ham væk.

Så fik jeg nok.

Et sælsomt syn mødte forbipasserende, da de så en mand i rullestol og med ilt til næsen køre hurtigt og målrettet efter et langt skideskur, som insisterede på at holde et papskilt op foran sig, mens han prædikede og pegede på mig, at jeg var en meget ugudelig mand. Jeg havde et baseballbat i skødet, som jeg stadig havde kræfter til at løfte og det lykkedes mig en enkelt gang at ramme ham i ryggen.

Den søde journalist, der havde skrevet interviewet med mig i midtersektionen, var blevet en ven af huset. Hun sagde: ”Den slags sker vist kun i Devon, så længe du er her.” Min kone og jeg både græd og grinede.

Kongemumierne

2. februar 2014

”Jeg har i den grad svært ved at acceptere det!”

Jeg sidder i sofaen og får ilt. Jeg drøfter min beslutning om at donere min krop til videnskaben, som vil forvandle min krop til en mumie. Hele vejen ind og hele vejen ud. Men min kone er ikke helt med på ideen. Jeg synes ellers selv, den er glimrende.

”Jeg synes det er ulækkert. Og så på landsdækkende TV!”

…siger hun og graver endnu et stykke af lagkagen ud med teskeen og fylder ind. Hun er kommet sig i løbet af årene, men det her har også stået på længe. Lige siden jeg fik diagnosen og til de her fem år senere, hvor jeg gradvist er blevet dårligere og dårligere. Hun har meget at bekymre sig om – hun opgav meget for at passe på mig. Blandt andet sit job som sygeplejerske og på sygeorlov og invalideløn har der ikke været meget at rutte for. Og da vi først var ovre det voldsomste chok over diagnosen, gik livet videre. Fordi vi besluttede os for at grine af det hele. Og denne vidunderlige kvinde bar det sammen med mig.

Uselvisk og dygtig. Men hun er blevet meget stor og tung og det er egentlig lidt selvdestruktivt. Jeg kan mærke at jeg får det dårligt med mig selv, på hendes vegne. Hendes humoristiske sans rækker ikke til dette. Da man har hentet en hel serie af de mest prominente, oldegyptiske kongemumier til British Museum, beslutter jeg mig for at se dem. Så både min kone, min kørestol, iltapparat og dræn tager en handicaptaxa til museet. Jeg er noget af en opgave at få ud af bilen og ind i museet, men da vi først kører på de bonede gulve, går det egentlig meget godt.

Der går et par timer med at se på mange interessante museumsgenstande, inden det går op for mig, at hun trækker tiden ud. Det her betyder meget for mig, men hun kan ikke ret godt klare tanken om at se på de indtørrede, livagtige lig. Jeg bliver vred og råber af hende. Jeg kan se at hun bliver askegrå i hovedet, men det er jo ikke hende, der skal dø. Det skal jeg og inden jeg himler, vil jeg se, hvordan jeg kommer til at se ud. Så både jeg og min slukørede kone tager elevatoren ned til den etage, hvor majestæterne ligger lit de parade.

Dronning Tuyas lange, smukke hår gør stort indtryk på mig, Ramses den andens store høgenæse, hans store fysiske lighed med sin far, Seti den første. Der er flere og vi kører fra den ene til den anden. Jeg ser grinende bagud for at møde min kones blik: er det ikke fedt?

Så ser jeg, at hun græder. Hele museet ser, at hun græder.

Vi tager hjem.

Det her kræver indsigt

5. december 2013

Viden. Forståelse. Det er helt umuligt at gå bagom emnet uden grundig forundersøgelse. Derfor er emnet – mig. Jeg skal dø. Jeg skal dø af leverkræft, få måneder tilbage og alt det der. Og jeg hader at græde. Jeg er kun 59 og ville så gerne se mere af verden. Men jeg er smerteramt og kan ikke ret meget, for resten må min kone, det elskelige menneske, hjælpe mig med.

(Der ligger han jo. Det er lige, som han havde forestillet sig. Jeg kan mærke ham. Det er ham – helt sikkert. Goddag, Deres Excellence. Hør, du, det var mig, der skulle græde og ikke dig.)

Jeg kan blive Farao. Skal medvirke i et BBC dokumentarprogram – man har skrevet efter snarligt afdøde, der vil donere deres krop til at blive mumificeret som de gamle egyptere. Jeg får dog ikke udsendelsen at se, hvilket irriterer mig skide meget. Jeg skal have pillet mine organer ud, have fjernet hjernen og så skal jeg balsameres efter teknikker, som de gamle egyptere, brugte. Man vil efterprøve dem.

På mit lig.

Anne

”Anne?”

Hun ser uforstående på mig.

”Det er da Anne, ikke?”

Hen over frugtstanden i Aldi ser kvinden perplekst på mig. Jeg er ved at miste modet og prøver en sidste gang. Jeg er altså ret sikker. Men kan jo tage fejl. ”Det er Dorte, Brians kone.”

Så går der et lys op for hende.

”Nåååååårh,” – vi kan høres over hele butikken. Den er ikke stor, men alligevel. ”Jam, guuuuuud, jeg er slet ikke med for tiden.” (Heller ikke ”for tiden”, når jeg at tænke.)

”Ej, hvor flovt, men altså…”

Jeg glatter ud: ”Det er jo også længe siden.”

Hun ryster på hovedet og slår det hen med hænderne

”Hvordan går det?” spørger jeg.

”Jaaamen, altså….jeg har været igennem 3 selvmordsforsøg og psykiatrisk, det, jeg er jo på antabus nu.”

Hele Aldi er stadig med på en lytter.

”Du godeste, menneske, hvad så nu?”

En gammel dame mumler et eller andet sarkastisk til Anne. Det går op for mig, at det er hendes gamle mor. Og jeg er ikke helt klar over, hvem der er ude at hjælpe hvem med indkøb. Anne fortsætter en rum tid med at fortælle om sit liv, siden vi sidst sås. Hendes mand døde af hjertestop som 42-årig, det fjols, røg og drak sig til sin tidlige død. Et rigtigt fjols, med store amerikanerbiler, øller og amerikanertræf. Ingen forstand, men en hjælpeløs kone, der også gik i øllerne og tre vanrøgtede børn. Jo, det var virkelig vellykket.

(Bravo, Anne, tænker jeg)

Jeg fortæller om vores eget liv. En søn mere er det blevet til, et nyt hus og en have, der trænger til en fræser, sådan rigtig alvorligt. Men alt i alt, meget velfungerende. Meget.

Den gamle kone fortsætter med at putte frugt i sin kurv i rollatoren og ser sig omkring, mens vi taler, hen over frugtstanden i Aldi. En gang imellem dropper hun en syrlig kommentar, men fortsætter ellers uanfægtet med at handle ind. Anne er nemlig ikke færdig med at være chokeret over, at hun ikke genkendte mig fra starten.

Vi udveksler flere almindeligheder, hun spørger kort til Brian og fortæller ellers mest om sig selv og sit fuldkommen mislykkede liv. Og jeg stempler hende som dum. For klog er hun ikke. Drak og var hjælpeløs efter 7. Klasse. Hun fik ingen uddannelse. Og så var hun forbandet med et godt udseende. Sådan en, som de forkerte mænd udnytter. Resultatet er et par provokerede aborter før de tre børn og et par stykker efter. Og hun lærte intet.

Jeg dømmer hende som en dårlig mor, men ærlig talt.

Hun var et barn, drevet af sine impulser og et alt for stort hjerte oooog forstanden trykkede hende ikke platfodet. Eller…? Bare et impulsdrevet barn, hvis mor benyttede enhver lejlighed til at håne hende og smadre hendes selvtillid. Hun har for eksempel altid været dygtig til at sy og forsøgte dog at få familien til at fungere. Dog tynget af et virkeligt alkoholmisbrug og kronisk afhængig af at lære de forkerte mænd at kende.

Hun havde endda sin egen forretning en overgang, sammen med sin mor, naturligvis. Det fortsatte med at dominere og nedbryde hende. Efter kun få år var den forretning også kun en saga blot. Anne druknede i sit misbrug og nu må hendes gamle mor se efter hende.

(Bravo, mor. Virkelig godt gået.)

 

Stien

Personbundet 3.personsfortæller

 

Fortælleren skjuler sig (“implicit”)  bag én (eller flere ved vekslende synsvinkel) af tekstens personer og fortæller begivenhederne udfra denne persons synsvinkel – eventuelt kombineret med en ydre synsvinkel. Det betyder, at fortællingen fortælles ud fra en persons synspunkt. Vi kender ikke de andres synspunkter – andet end gennem deres handlinger og eventuelle replikker, der registreres gennem den ydre synsvinkel.
Effekt:   skaber identifikation og sympati.

 

(64 ord)

 

 

Stien

 

Han vågner denne forårsnat og månen skjuler sig bag et slør af tåge. Vejret er koldt og fugtigt udenfor og det blæser helt urimeligt. Han sukker, irriteret over sin manglende evne til at falde i søvn igen, og griber cigaretpakken. Han banker pakken mod sin flade hånd og en smøg dukker på magisk vis frem. Han løfter pakken op mod munden, holder den fremtrædende cigaret fast mellem læberne og trækker pakken tilbage. En lighter ligger klar på natbordet og han tænder det infame, lille, forgængelige, skidedyre tobaksrør. Så hiver han indenbords. Tænk, at være så afhængig af det lort, at man skal have sit fiks, uden at man tænker over det. Det er bare en dum vane, som hans hjerne byder ham at holde fast i.

 

I sympatisk enighed protesterer hans strube og lunger og sender ham ud i en flere minutter lang, revsende tobakshoste. Han hoster og hoster, mens cigaretten gløder ventende. Og han ryger igen. For fanden, hvor han kan ryge. Helt ned til det gule filter mellem hans pegefinger og tommel. Da han er færdig med cigaretten, lægger han den i askebægeret og lukker låget. Det kvæler ilden, uden at han behøver at tvære gløden væk. Det stinker lige ved natbordet, men det er i bekvemmelig afstand.

 

Han sover i en dobbeltseng og ser hen mod den anden halvdel. Den er tom, rigtig tom og kold. Hendes sengetøj ligger der stadig, redt og urørt gennem det sidste halve år. Pludselig var hun der ikke mere og han overkommer kun at skifte sin eget sengelinned. Ensomheden får ham til at ryge mere. Han passer hverdagen og ser sine halvvoksne børn regelmæssigt, men han er lidt følelsesløs indeni. Selv om han bader, tager helt rent tøj på, fornemmer han folks reaktion – nikotinen står simpelthen ud af hver en pore i hans hud. Han lugter af depression. Men ingen forsøger at tale med ham, for, tænker han, måske er det bare for svært at tale med ham. Han indbyder jo heller ikke til det. At tale om hende. Han overvejer, om han egentlig har behov for det.

 

Men hvorom alting er – denne nat har han erkendt at han bør holde op med at ryge. Det ødelægger hans fysik og hans humør, han stinker og ser usund ud. Det øger bare depressionen og får ham til at ryge endnu mere – og så fremdeles. Hvad ville hun have gjort. Hvad ville hun have rådet ham til?

 

Ej, hør nu – mester – menneskelig skorsten – der er en fordel ved at være alene. Ingen, ingen kan blande sig i, hvad man gør og ikke gør. Vejret er rædselsfuldt, men det kan blæse hans lunger lidt ud. Han står op og kommer i tøjet. Han bemærker at det lugter af nikotin og aftershave, ikke af menneske. Klokken er tre om natten og han trænger til frisk luft. Og han kan bare gå, uden at nogen skal spørges om lov. Han kan bare gå.

 

Kokken tre om natten trækker han et par udtjente kondisko på og går ud af døren. Han tager pandelygte på og ligner en idiot. I den lille skov bag hans hus finder han den sti, hvor hun luftede deres hund. Han var ikke vild med køteren, en blanding mellem labrador og kleiner münsterländer. Køn hund, men snotdum. Han lod den aflive lige efter, at hun var død, fortrød straks og begravede den, snot tudende, i skoven i nærheden af stien, hvor hun plejede at lufte den. Han følger stien og standser der, hvor han begravede hunden.

 

Længe står han og tager afsked og undskylder for alle de fejl, han begik, da alle var i live. Han beklager dybt. Så fortsætter han ned ad stien og ser op mod den tågede måne.

 

Og så følger han en helt anden rute end hendes.

Klik

Hun tænder lyset, fordi hun hører vejrtrækning. Dyb, rolig vejrtrækning, som om hendes mand stadig ligger i sengen ved siden af hende. Det gør han bare ikke. Han er udrejst og kommer ikke tilbage før om en måned.

Men der er ingen.

Hun ser under sengen, ud af vinduet, går fra rum til rum, linder forsigtigt på døren ind til de to børneværelser. Børnene sover trygt. Hun tænder alt lyset i hele huset for tredje gang denne nat og gennemgår det hele. Intet. For en gangs skyld glæder hun sig over sin oprydningsiver. Det er let at overskue alle rummene – ingen kan skjule sig.

Men hans tilstedeværelse hviler tungt over det hele. Hun kan stadig høre hans åndedrag, MÆRKE ham i hver enkelt fordømt porre i huden. I sin desperation åbner hun døren ud i tågen.

Hun ser rundt.

Kalder. Hun kalder på ham.

Og pludselig viser der sig en skikkelse i tågen. Det er bare et omrids af en mands skikkelse og ben, som bevæger sig. Hun kan høre skridtene suse i græsset.

Men skikkelsen nærmer sig hastigt. Den går som ham. Samme skridt samme hastighed. Og den bevæger sig over marken ved deres hus og går målrettet frem mod hoveddøren, hvor hun står. Og nu kan hun høre hans vejrtrækning særligt tydeligt.

Hun skriger og smækker døren i og låser den. Skikkelsen læner sine hænder hørligt mod dørens vinduesglas og den betragter hende. Og ånder tungt.

Da hun løber ind i huset igen, vender skikkelsen hovedet for at se efter hende.

Hun tænker panikslagent igennem, hvad hun skal gøre og beslutter sig for at hente hjælp hos naboen. Der er tydeligvis en eller anden, der vil i kontakt med hende og hun forstår ikke hvorfor. Hun tager en varm trøje på og sin mac lite og stiller sig foran terrassedøren. Hun tager en dyb vejrtrækning og åbner døren ud i efterårskulden. Tågen er tæt.

Hun er dog ikke nået mange meter ud i haven, før skikkelsen slår armene omkring hende bagfra. Skikkelsens vejrtrækning raller nu og hun overdækkes af en slimagtig konsistens. Den holder fast i hende og hun skriger og skriger. Hun er blændet af det slim, der dækker hendes øjne og ansigt og hun bare løber.

Hun kan kun fornemme lyset fra sin egen lommelygte og følger blindt lyskeglen. Hun støder sine knæ hårdt ind mod noget stort og tungt og hårdt.

Så slipper skikkelsen hende helt.

Det er den trækiste, hvor han opbevarer sin motorsav og skovhandsker og tilbehør til at sanke træ. Hun havde egentlig glemt alt om den i hjørnet af den store lade, der er bygget ind til huset. Hans motorsav ligger ved siden af den, klingen er godt rusten.

Og inden i kisten er der noget, der trækker vejret rallende og tungt. Hun lægger en arm om kisten og græder som pisket. Naboerne har hørt hendes pinefulde skrig og kommer ilende til. De finder hende klamrende sig til kisten, mens hun hvisker sin mands navn.

 

*

Liget er delvist mumificeret. Det er en yngre, muskuløs mand, som har brækket ryggen to steder, hoften er gået af led og begge lårbensknogler og nogle ribben er brækkede. Der er tale om en faldulykke – ingen har kunne skubbe ham fra de højder, hvor han angiveligt er faldet fra. Alligevel har han stadig været i live, da han blev lagt ned i kisten. Han er lagt nænsomt og med omhu, tydeligvis med kærlighed, blevet lagt derned. Muligvis er han vågnet og har forsøgt at åbne lågen til trækassen, men har været for afkræftet og er død kort tid senere.

Hun indlægges på psykiatrisk, for hun kan ikke forklare sine børn, hvorfor deres far ikke kommer hjem mere.

For hende er han ikke død. Og pillerne gør ham kun mere levende.

Vi ligger vandret

Vi ligger vandret, os med ambitionerne. Det nye hus har fået støbt sin sokkel, flamingoen, der har blændet os i solen, er omsider blevet lagt ned i gulvet. Den har stået i stabler og været uskøn i solen og generet os i sommervarmen. Nu ligger den endelig i gulvet og vi lægger rionet over den for at forstærke betonen. Vores lille dreng står i gravehullerne og du smiler til ham. For når han er der, ser du simpelthen ikke andet. ”Det er som en sygdom!” siger du om det at blive mormor.

Siden jeg fortalte, at jeg ventede mig, har du købt små hatte, et lille bomuldstæppe, masser af småt tøj. Du har fortalt og instrueret mig om udstyr til den lille. Du har været fyr og flamme.

Den lille får en batteridrevet plasticmotorsav til sin 5 års fødselsdag af dig og den siger fuldstændig som den rigtige af slagsen. Heldigvis filmer jeg ham og vi kan høre din stemme i baggrunden. Desværre vender jeg ikke kameraet over mod dig, det fortryder jeg i dag. Vi sidder i skurvognen på grunden og har det rart, 48 kvadratmeter er den lille familie stuvet sammen på. Vi har ikke noget at klage over og alligevel er manden min og jeg tit trætte og sure.

(Jeg kan egentlig undre mig over, at vi gad være så sure. Vi havde det faktisk rigtig godt. Drengen havde legekammerater med hjem og vi spillede lego star wars på playstation. Selv du fandt det virkelig underholdende.)

Den sidste sommer sidder vi ude i haven og drengen spiller fodbold med sin far. Vi hygger os med vin og bolden er lige ved at skyde vinflasken ned. Vejret er skønt og du griner, hvorefter du spørger min far om I skal sige ”tak for vos.”

For du har skide ondt. Du fortæller os det bare ikke.

I oktober måned bliver du opereret. Dræn i galdeblæren og du glæder dig til smerterne hører op.

Det gør de bare ikke. De bliver værre og værre. Vi lever vores liv og spørger indimellem til din tilstand. Du bliver hæs og vi slår det hen med forkølelse. Du hoster i hvert fald en del. Vi lever vores liv videre og du får det ikke bedre. Men du bliver overvåget og undersøgt og alt er i orden. Det er lidt af en gåde, hvorfor du stadig er dårlig, men det må jo gå over. Du er mægtig forkølet.

Så bliver jeg ringet op på arbejdet.

De har drænet væske af dine lunger. Og de har fundet kræftceller. Du har kræft i lungerne. Så gryer morgendagen i min bevidsthed og jeg bliver bange. Hvad er behandlingsmulighederne? Man ringer igen to timer senere. Det er metastaser. Det er slut. De kan tilbyde livsforlængende, men der er ingen vej tilbage. Du er døende. For helvede, du er døende.

Jeg besøger dig på sygehuset og du ligger og kan bare kigge. Du har ikke flere kræfter. Efter at have vokset op med dig, kan vi ikke sige noget til hinanden, andet end at se på hinanden. Jeg ved ikke, hvad du tænker. Jeg kan kun håbe, at jeg har været en god nok datter og at jeg har skuffet dig mindst muligt. Vi nåede ikke weekenden i Paris til din 70 års fødselsdag. Der var rigtig mange ting, vi ikke nåede. Alting var en selvfølge.

 

Jeg savner dig.

 

nabostrid

Hækken

Han hader min hæk. Jeg ser, at han går tæt op ad den, frem og tilbage, for at provokere mig og jeg tænker: få dog et indhold i tilværelsen. Få din egen hæk, tænker jeg.

En dag, da jeg vågner klokken syv, som jeg plejer, er hækken væk. Den er skåret helt ned til jorden og er fuldstændig barberet væk. Man må lade ham – hækkeaffaldet er ryddet væk, helt pertentligt og jeg kan se, at han er begyndt at opføre et lille træhegn i stedet. Nydeligt. Alt sammen nydeligt.

Jeg sukker dybt. Al den småborgerlighed.

Så begynder mit projekt. Inde på min egen grund, inden for skel står en gammel, sejlivet buksbom. For ikke mange dage siden fik jeg et syn vedrørende den buksbom. Jeg så en mand, foroverbøjet med røven i vejret mod min nabos grund. Jeg er således den, der tænder sin hækkeklipper denne solsvedne morgen, hvor solen endnu engang gløder med alt for høje UV-værdier. Filterkuplen aktiveres og jeg beskyttes af et mørkt net, der skæmmer synet af himmelen. Det bliver ved med at ærgre mig.

Så begynder jeg at klippe. Da jeg er færdig, beundrer jeg mit værk. Buksbommanden har fået en flot, stor numse, der med veldefinerede baller, viser min nabo, hvad jeg mener om hans hegn og min skamferede hæk. Min nabo kommer ud, lige som jeg er færdig og han ser virkelig sur ud. Jeg smiler til ham.

Jeg går hen til kuplens kant inde på min egen grund og ser ud i atomørkenen. Disse celler blev bygget som forsøgsstationer til at kunne dyrke grønt. Gigantiske anlæg blev knyttet til dem for at rense vand for stråling og anlæggene virker. Endnu. For står de af, er vi dødsens. Der er ikke flere gammastråler i luften – til gengæld brænder solen nådesløst gennem det værdiløse ozonlag og kan give alvorlige forbrændinger på under tre sekunder.

Men her lever vi vores liv med planter og små haver. Vi får tiden til at gå, for vi elsker begge vore haver. Min nabo har længe ment, at vi kan nøjes med at have en have. Og jeg ved, at han siger det for at komme i bukserne på mig. Men han har selvfølgelig ikke meget at give sig til. Gid han ville passe sig selv.

Solen bevæger sig hen over himmelen. Som altid.