Victor Hugo: Klokkeren fra Notre Dame

Jeg troede jeg havde fået fat i en langtrukket, tragisk, svært tilgængelig og dyster roman, der ville spænde over hundredevis af sider. Men da jeg besluttede at begrænse min efterhånden anselige gæld i biblioteksbøder, lånte jeg den som e-bog. Ingen dårlig ide. Jeg havde sværget at bogformen var det eneste rigtige, men e-bøger afleverer sig selv og formatet er da også ganske anvendeligt med baggrundslys og det hele.

Men se nu der – sanselig, humoristisk og letlæselig er Klokkeren fra Notre Dame og jeg elskede den fra allerførste ord. Jeg forstår så udmærket, hvorfor den har været fortolket et utal af gange.Så er der bare det – da jeg har læst denne vidunderlige, letfordøjelige roman, viser det sig, at det er den forkortede udgave. Originalen er på over 900 sider og da besluttede jeg at jeg ikke ville læse den fulde historie, velvidende, at jeg således i princippet slet ikke har læse Klokkeren fra Notre Dame. Et eksempel på et værk, der er undergået litterær voldtægt.

Hvor er det snævertsynet.

Så nu lytter jeg til værket istedet, især, hvordan Victor Hugo skånselsløst og humoristisk skoser “nutidig” arkitektur:

Nutidens Paris har således intet alment præg. Det er en samling prøver fra flere århundreder og de smukkeste er forsvundet. Hovedstaden får kun tilført nye huse og hvilke huse! På den måde, som Paris bevæger sig fremad på, vil den forny sig en gang hvert halve århundrede. Derfor bliver dens arkitekturs historiske betydning mindre for hver dag. De historiske bygningsværker bliver sjældnere og sjældnere og det synes som om man ser dem blive opslugt lidt efter lidt, idet de drukner i husene. Vor fædre havde et Paris af sten, vor sønner vil få et Paris af gips. Hvad angår det moderne Paris’ moderne bygninger, undlader vi hellere end gerne at omtale dem. Det er ikke fordi, vi ikke beundrer dem på tilbørlig vis. M. Soufflots Sainte-Geneviévekirke er ganske givet den smukkeste julekage, som man nogensinde har lavet i sten. Æreslegionens palads er også et meget udsøgt stykke bagværk, kornhallernes kuppel er en engelsk jockeykasket i stor målestok. Saint-Sulpicetårnene er to store klarinetter, og det er jo en form som enhver anden. Den forvredne, vrængende telegraf er en behagelig afveksling på deres tage. Saint-Roch har en portal, der i pragt kun kan sammenlignes med sct. Thomas af Aquino. Den har også en Golgatha i højrelief i kælderen og en monstrans af forgyldt træ. Det er nogen ganske utrolige ting. Galleriet i Jardin des Plantes’ gennembrudte tårn er også meget sindrigt. Hvad angår Børspalæet, der er græsk med sine søjlegange, romersk med sine døres og vinduers spidsbuer, renæssance med sin store, flad hvælving er det utvivlsomt et meget korrekt og stilrent monument. Beviset er at det er kronet af en attica, hvis lige man ikke så i Athen. En smuk, lige linje, yndefuldt overskåret her og der af kakkelovnsrør. Lad os tilføje at hvis en bygningsarkitektur indrettes efter dens formål, således at alene ud fra dette formål at bygningens udseende giver sig selv, så kan man ikke tilstrækkelig beundre et bygningsværk, der med samme ret kan være kongeligt palads, et kommunalt kammer, et rådhus, et kollegium, en ridebane, et akademi, en lagerbygning, en retsbygning, et museum, en kaserne, et gravmonument, et tempel eller et teater. Imidlertid er det en børs. Et bygningsværk bør iøvrigt tilpasses klimaet. Dette er utvivlsomt indrettet til vort kolde og regnfulde vejrlig. Det har et næsten fladt tag, som i sten, hvilket resulterer i at man om vinteren, når det sner, fejer taget og det står fast at et tag er beregnet til at blive fejet. Dette formål, vi talte om for lidt siden, det opfylder det med glans. Det er en Børs i Frankrig, som det ville have været et tempel i Grækenland.

Victor Hugo fortsætter senere, da Claude Frollo mødes med en forklædt og sygelig Ludvig den 11, som mener at ærkediakonen bør være lægekyndig. Det benægter Claude Frollo, som mener, at lægekunsten er tankespind. Claude Frollo mener endvidere, at bogen dræber bygningskunsten – ikke kun set ud fra en gryende angst for udviklingen, men også fordi bygninger har været datidens bøger. Menneskets tanker har kanaliseret sig ud gennem sten, men med Guthenbergs bogtrykkerteknologi, kanaliserer mennesket istedet sine tanker ud gennem bøgerne og dermed mener Victor Hugo at bygningsværkerne efter Guthenbergs opfindelse mister deres originalitet. Det giver han en længere, humoristisk beskrivelse af. Så Hugo både roser og skoser bogtrykkerkunsten.

Victor Hugo har altså gået rundt i Paris i starten af 1800-tallet (romanen er fra 1831), set på bygningsværker og især Notre Dame de Paris, der på det tidspunkt var i sørgeligt forfald. Det begik han en historie om og forbandt den i en i grunden tynd historie om – som jeg læser den – vores forhold til religionen. Hvis Esmeralda er religionen, så er mændene omkring hende de troende.

Ærkediakon Claude Frollo må opgive at lægge en fysisk og intellektuel distance til Esmaralda og erkende sin voldsomme, fysiske tiltrækning af hende. Derefter efterstræber han hende nådesløst og ubønhørligt. I en sådan grad at det kommer til at koste både ham og hende livet.

Phoebus føler sig tiltrukket af Esmeralda på grund af hendes fysiske skønhed og søger gennem flere beskidte kneb at komme i seng med hende. Det lykkes ikke og han udsættes for mordforsøg fra en jaloux Claude Frollo. Et mordforsøg, Esmaralda bliver anklaget for. Til gengæld har Esmaralda forelsket sig hovedkulds og ukritisk i Phoebus.

Quasimodo tilbeder pigen, fordi hun gav ham lidt at drikke, da han sad pisket og bagbundet og redder hende i første omgang fra henrettelse. Han er oprigtigt forelsket i hende, men ved, at han aldrig kommer i nærheden af hende, fordi han er så vanskabt. Ikke desto mindre sætter han alt ind på at beskytte hende.

Esmeralda selv er blevet spået, at hun vil blive genforenet med sin mor, hvis hun forbliver jomfru. Hun forsvarer sin jomfrudom med næb og klør, selv over for Phoebus og da hun er ved at give sig, forsøger Claude Frollo at dræbe Phoebus. Esmeralda er på en gang handlekraftig, godhjertet, livserfaren, bundnaiv – og komplet uopnåelig. Som Notre Dame.

Jeg ser de tre mænd som repræsentanter af troende: den intelligente og alvidende Claude Frollo, der alligevel tvivler. Han, der så længe har fornægtet kødets lyster, må nu erkende at han er et menneske, men er nødt til at skjule det og hans skjulte forfølgelse af Esmaralda ødelægger ham og knuser alt det, han har bygget sit liv op omkring. Phoebus er dundrende ligeglad med religion – han lever frit og følger ukritisk sine egne drifter. Da repræsentanten for det hellige, rene og uskyldige viser sig for ham, ser han kun pynten. Quasimodo tror derimod oprigtigt på det, der for ham er uopnåeligt og i virkeligheden utæmmeligt. Da sigøjneroprøret kommer til Notre Dame-katedralen for at befri Esmeralda, misforstår han, fordi han er døv, og bruger domkirkens forsvarsmekanismer til at forhindre angrebet. Det udnytter Claude Frollo til at bortføre Esmeralda for at forsøge at overtale hende til at blive hans elskerinde. Eller rettere true hende – han kan udlevere hende til hængning, men hvis hun indvilliger, lader han være. Claude Frollo lader Esmeralda i stikken, fordi han ikke vil være ved sin egen menneskelighed. Og ingen andre skal have hende. Da slet ikke Phoebus.

Et godt, klassisk, tragisk kærlighedsdrama, som ikke desto mindre er underholdende og humoristisk, satirisk og ironisk, fordi det sætter fokus på dobbeltmoralen, på flygtigheden i folks hukommelse og på overfladiskheden. Victor Hugo kan lære sine læsere meget om, hvad omhyggelig research vil sige og hvad letlæselige, lange landskabsbeskrivelser kan bruges til.

 

Faktisk blev domkirken restaureret i årene derefter, fordi bogen trak turister til Paris.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.