Vi nærmer os tilliden til udødelighed

Midtvejs på sin gåtur stopper hun op.

Hun har børn. 2 stk. Fine unger, når hun selv skal sige det.

Penge er der ikke mange af, men hun forstår livets gang. Rigtig mange har ikke forstået det helt – rigtig mange vælger familielivet fra. Det er svært at få den dyre hverdag til at hænge sammen og så er det svært at finde overskuddet til børn. Fordi vi bliver alt for sent voksne. Vores barndom strækker sig ind over 30’erne, 40’erne og hvordan skal vi så kunne tage os af børn, når vi ikke selv er færdige med at træffe en beslutning om, hvad vi vil?

Misao Okawa blev 117. Hun var ikke den eneste japaner, der er blevet rigtig gammel. En voksende befolkningsgruppe i Japan bliver ældre og ældre og færre og færre unge japanere får børn. Færre og færre kvinder gider det rigide familieåg og satser på karrieren. For der er ikke penge til børn, hvis man skal have boliglån og uddannelse. Og det er dyrt at få børnene passet. Og familiens forventninger. Der er belønninger på vej til de, der får børn, men vist alt for sent. Så svaret er blevet:

Hæv aldersgrænsen. Hæv aldersgrænsen for pension på ti år – fra 65 til 75. Ring a bell?

Der var kilden til taknemmeligheden, går det op for hende. Hun er ikke udødelig. Hun kan leve længe, 117 år, men hun skal dø. Det er sikkert. Måske vil hun overleve sine børn, måske vil hun have den triste udsigt til, at de ikke får børn, men sådan er det. Hun kan kun tage hånd om sig selv og sin familie, indtil de små træffer deres egne beslutninger. Som forhåbentlig lærer dem at økonomisere mere med tiden, end hun har gjort.

Japanerne er kendte for deres sublime kunst, kendte for deres tålmodighed. Måske er det kilden til et langt liv? At når man giver sig tid tingene, bliver det sublimt og uden fejl? Et sublimt, langt liv uden at fejle?

Det er værd at stræbe efter, beslutter hun.

Hun kaster sig derfor ud i det sengetæppe, hun altid har drømt om at strikke. Hun strikker det af utallige små firkanter. Tråd for tråd for tråd færdiggør hun dem, firkanterne. De er ikke store, kun tre gange tre centimeter. De første forsøg mislykkes og gør hende mismodig. Men hun fortsætter og starter forfra. Og se – langsomt tager det form, tæppet. Det store uopnåelige, som hun engang kun drømte om. Og det bliver sublimt, det ved hun. Allerede efter fem firkanter begynder hun at se resultatet. Det er langt væk, men alligevel tættere på end nogensinde. Garnet er dyrt, så dyrt, at hun kun har råd til et par nøgler ad gangen. Men det er hendes tæppe og det er på vej ud gennem hendes hænder. Det er hendes værk. Og snart er det på vej til at blive ét med hende. Hun får det dyre uld i blodet og det bliver en del af hendes hænder. Hun er helt tabt for omverdenen, når hun strikker og ænser ikke, at tæppet kommer til at tage flere år at gøre færdigt. For det er en del af hende.

Så det er håbet. Ambitionen, tålmodigheden, flittigheden til at nå sit mål, hvad end det måtte være. Japaneren, der sidder med sit kunstværk, der minutiøst, lidt efter lidt tager form, kun langsomt, men helt sikkert. Det tager tid, men hun når det, inden hun skal herfra.

Sublimt.

Billede: businessinsider.com

Post Revisions:

There are no revisions for this post.

10 thoughts on “Vi nærmer os tilliden til udødelighed

  1. Hi Dorte
    Det er en smuk hitorie med rigtig mange fine betragtninger og foregår i det exotiske Japan.
    Tæppet bliver en slags symbol på selveste livet, der skal stykkes sammen. Der er rigtig mange tråde ….osv.

    Men historien bærer præg af kun fortælling og kan godt ryddes op i sprogligt – og så – også … osv.
    På sine steder oplever jeg at læse en slags turist guide som forberedelse til at forstå japansk kultur.
    Jeg savner også nogle mennesker til at give historien liv.

    Jeg er overbevist om at historien kan gøre endnu flottere.

    Tak for interssant læsning.
    Kh
    Børge Lindshouw

  2. Hej Dorte Stetter,
    Nu har jeg vist ikke læst dig tidligere? Så jeg ledte på din side efter sidste uges indlæg for at have noget at holde mig til, men fandt kun en indledning …
    Din beretning her er lidt svær for mig at forstå, ligger der en filosofi gemt i historien? Jeg opfatter , at sagens kerne er noget, som engang skal blive til et komplet kludetæppe. Stykke for stykke skal strikkes sammen, og til sidst når du et hele – det fuldkomne??
    Du fortæller mig noget om Japan og japanere. Et sundt liv fører til et langt liv.
    Det er flot skrevet, der står en del om at leve livet, at give det indhold, at nå derhen, hvor man gerne vil (ende?).
    Hilsen Ella

  3. Hej Dorte.

    Min søster både strikker og hækler og mens hun gør det, kam man næsten se tankerne fare rundt på første etage. Flot beskrevet, hvor tanker om livet kan blive hvævet ind i tråde, firkanter og et tæppe. Hvordan lovsmodet vender tilbage og håbet spirer. Tak for det.

    Kh Uhrskov

  4. Hej Dorte.

    Interessant historie.
    Skriver du mon om den japanske kvinde, der i virkeligheden blev 117 år eller er din hp, “bare” inspireret af hende?
    Teksten fremstår som en blanding af artikel, fiktion og filosoferen.
    Eller måske mere som “Stream of consiousnes” – bevidsthedsstrøm: hvis den er tænkt som sådan er den bestemt vellykket.

    Vh. Amanda.

    1. Hej Amanda. Historien fortsætter fra opgave et, som omhandler en kvinde, der føler sig fastlåst i sin egen situation. Først får hun sig bevæget udenfor, inspireret af sit træ (!), anden gang går hun i gang med lige nøjagtig den herkuliske opgave, hun altid har drømt om, inspireret af Japan og en japansk kvinde, der blev 117 år gammel. Hun funderer over, hvorfor lige denne kvinde er blevet så gammel og konkluderer, at det var fordi at kvinden var tålmodig og fordi japanerne giver sig tid til deres livsværker, hvad end de måtte være. Mange tak for din kommentar.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.