Vi ligger vandret

Vi ligger vandret, os med ambitionerne. Det nye hus har fået støbt sin sokkel, flamingoen, der har blændet os i solen, er omsider blevet lagt ned i gulvet. Den har stået i stabler og været uskøn i solen og generet os i sommervarmen. Nu ligger den endelig i gulvet og vi lægger rionet over den for at forstærke betonen. Vores lille dreng står i gravehullerne og du smiler til ham. For når han er der, ser du simpelthen ikke andet. ”Det er som en sygdom!” siger du om det at blive mormor.

Siden jeg fortalte, at jeg ventede mig, har du købt små hatte, et lille bomuldstæppe, masser af småt tøj. Du har fortalt og instrueret mig om udstyr til den lille. Du har været fyr og flamme.

Den lille får en batteridrevet plasticmotorsav til sin 5 års fødselsdag af dig og den siger fuldstændig som den rigtige af slagsen. Heldigvis filmer jeg ham og vi kan høre din stemme i baggrunden. Desværre vender jeg ikke kameraet over mod dig, det fortryder jeg i dag. Vi sidder i skurvognen på grunden og har det rart, 48 kvadratmeter er den lille familie stuvet sammen på. Vi har ikke noget at klage over og alligevel er manden min og jeg tit trætte og sure.

(Jeg kan egentlig undre mig over, at vi gad være så sure. Vi havde det faktisk rigtig godt. Drengen havde legekammerater med hjem og vi spillede lego star wars på playstation. Selv du fandt det virkelig underholdende.)

Den sidste sommer sidder vi ude i haven og drengen spiller fodbold med sin far. Vi hygger os med vin og bolden er lige ved at skyde vinflasken ned. Vejret er skønt og du griner, hvorefter du spørger min far om I skal sige ”tak for vos.”

For du har skide ondt. Du fortæller os det bare ikke.

I oktober måned bliver du opereret. Dræn i galdeblæren og du glæder dig til smerterne hører op.

Det gør de bare ikke. De bliver værre og værre. Vi lever vores liv og spørger indimellem til din tilstand. Du bliver hæs og vi slår det hen med forkølelse. Du hoster i hvert fald en del. Vi lever vores liv videre og du får det ikke bedre. Men du bliver overvåget og undersøgt og alt er i orden. Det er lidt af en gåde, hvorfor du stadig er dårlig, men det må jo gå over. Du er mægtig forkølet.

Så bliver jeg ringet op på arbejdet.

De har drænet væske af dine lunger. Og de har fundet kræftceller. Du har kræft i lungerne. Så gryer morgendagen i min bevidsthed og jeg bliver bange. Hvad er behandlingsmulighederne? Man ringer igen to timer senere. Det er metastaser. Det er slut. De kan tilbyde livsforlængende, men der er ingen vej tilbage. Du er døende. For helvede, du er døende.

Jeg besøger dig på sygehuset og du ligger og kan bare kigge. Du har ikke flere kræfter. Efter at have vokset op med dig, kan vi ikke sige noget til hinanden, andet end at se på hinanden. Jeg ved ikke, hvad du tænker. Jeg kan kun håbe, at jeg har været en god nok datter og at jeg har skuffet dig mindst muligt. Vi nåede ikke weekenden i Paris til din 70 års fødselsdag. Der var rigtig mange ting, vi ikke nåede. Alting var en selvfølge.

 

Jeg savner dig.

 

Post Revisions:

There are no revisions for this post.

6 thoughts on “Vi ligger vandret

  1. Kære Dorte Stetter
    Din tekst får mig til at skrive “kære” selv om jeg slet ikke kender dig. Den udtrykker på fornem vis, hvor flygtigt livet er. Der er tid nok til at være der for sine kære, tænker vi. Men det er der ikke. Alt kan forsvinde på et splitsekund. Tænker selv tit sådan. Jeg ved selvfølgelig ikke om teksten er selvoplevet, den virker sådan på mig. Hvis den er fiktion, så er du virkelig god til at skrive en almen menneskelig situation frem. Skriveteknisk er du ikke eksperimenterende, teksten er letlæselig. Lige ud ad landevejen tekst med tænksomt indhold.
    kh m

    1. Hej Mille. Ja, den er selvoplevet. Et forsøg på at løse opgaveformuleringen Vendepunkt som drama i historien. Det var mit personlige møde med min histories vendepunkt, da min mor gik fra at have spærrede galdegange til metastaser i lungerne. Og hun blev mere og mere syg, mens vi troede, at det blot var noget forbipasserende. Og et af de første tanker var: “Vi har ikke tid til det her – der er så meget, vi skal nå!”

  2. Kære Dorte

    Jeg har læst to gange og sidder med en klump i halsen. Tror det virker så stærkt fordi du har skrevet i tiltaleform.

    Eneste sted jeg lige snubler er her: “hvorefter du spørger far og I skal sige ”tak for vos.”” “Du” er hendes far. “Far” – er det hendes mand? “og” skal måske være “om”. Men spørger hendes far hendes mand om han skal sige “tak for vos = tak for i dag”?

    Tak for en god, sørgelig læseoplevelse.

    Kh Jytte

    1. Hej Jytte

      Har aldrig lært at tale sønderjysk, men “tak for vos” er ligesom en slags hyggelig talemåde. Her virker den måske bare ikke – var et citat fra et videoklip. Jeg ser på det. 🙂 Dejligt at hilse på igen.

  3. hej dorte
    en trist historie. jeg har en bror med myelomatose, så det er meget tæt på.

    du burde have skrevet at du henvender dig til din bror. du-formen forvirrede mig totalt, det er trods alt ikke mig der er syg. på nu-dansk kan “du” både betyde jeg og man.

    men ellers vældig gribende historie, og tragisk I bygger op og han forvitrer samtidig.
    kh jesper o

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.