Vejrtrækningsbesvær

3. marts 2015

Metastaserne er begyndt at irritere min tyktarm. I bogstaveligste forstand. Jeg er døende. Det har jeg hele tiden været, men nu går det for alvor op for mig. Drænet, der tapper væske fra lungerne er fuldt og skal skiftes. Det er en uringul væske, som lugter af død. Jeg ved det, for jeg har lugtet det, hver gang, sygeplejersken skifter den.

Men lige nu har jeg problemer – jeg kan ikke skide. Jeg kan ikke komme af med afføringen. Ikke, at der er meget værdi i den, i øvrigt. Det ligner sennep, fordi jeg får sonde – det kommer op igen, hvis jeg synker, uanset hvor godt jeg tygger det. Problemer. Jeg skal indlægges og vækker konen, som straks giver sig til at græde.

”Ring nu bare efter en ambulance, Janet.”

Jeg bliver indlagt og er en langtrukket og forfærdelig omgang igennem, hvor lægerne er nødt til at lægge dræn ind for at bypasse den samling metastaser, der har samlet sig som en flok protestanter i min tarm. Så få timer efter er jeg tilsluttet endnu en slange. Jeg ligger på siden, da konen endelig får lov til at besøge mig. Vi griner og græder og midt i det hele får jeg et opkald fra BBC. De virker chokerede over, at min tilstand er forværret. Og så fortæller de mig, at professoren fra det institut, der skal bruge mit afsjælede legeme, er kommet i pengenød. Det er dyrt og tidskrævende at et helt forskerhold skal bruge uger på at mumificere mig.

De er nødt til at informere mig om, at mit sidste ønske kan risikeres ikke at blive opfyldt. Jeg kommer nok ikke til at ligge blandt de egyptiske majestæter alligevel. Men jeg begynder at læse mellem linjerne. BBC kan sagtens finansiere projektet, uden problemer. De er blot bekymrede for, om det giver seertal nok. Vores ven, præsten, holdt op med at plage os, men andre er begyndt at lægge vredladne beskeder på telefonsvareren, udtaler sig negativt til pressen om, at jeg vil slå mønt af affæren, at jeg vil have opmærksomhed og at jeg er forfængelig.

Jeg skal give dem seertal. Jeg har en mission. Jeg har det simpelthen så rendyrket forfærdeligt, at jeg trænger til noget at grine af. Jeg bliver udskrevet efter 10 dage, hvor jeg er tilsluttet endnu en anordning, der skal tømme min krop for væsker. Min mave er voldsomt udspilet, jeg har så meget vand i kroppen, at mine fingre ligner en babys – de er opsvulmede og har ingen hår efter en livsforlængende kemoterapi. Det formår Janet og jeg også at grine af. Jeg ligner en edderkop – opsvulmet underkrop og slanger stikkende ud fra midjen. Mine ”creepy legs”.

Og jeg forbereder mig.

Post Revisions:

There are no revisions for this post.

1 thought on “Vejrtrækningsbesvær

  1. Hej Dorte
    Trods den barokke humor udvikler din historie sig med ubønhørlig realisme her til slut. Rystende skildring af den sidste fase hvor der ikke er energi til andet en overlevelse time for time. Alle detaljer er med.

    Men jeg fornemmer et menneske med stort mod og evne til at hæve sig over sin uhyggelige skæbne. Fornem skildring. Super læsning.
    Kh jespero

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.