Stien

Personbundet 3.personsfortæller

 

Fortælleren skjuler sig (“implicit”)  bag én (eller flere ved vekslende synsvinkel) af tekstens personer og fortæller begivenhederne udfra denne persons synsvinkel – eventuelt kombineret med en ydre synsvinkel. Det betyder, at fortællingen fortælles ud fra en persons synspunkt. Vi kender ikke de andres synspunkter – andet end gennem deres handlinger og eventuelle replikker, der registreres gennem den ydre synsvinkel.
Effekt:   skaber identifikation og sympati.

 

(64 ord)

 

 

Stien

 

Han vågner denne forårsnat og månen skjuler sig bag et slør af tåge. Vejret er koldt og fugtigt udenfor og det blæser helt urimeligt. Han sukker, irriteret over sin manglende evne til at falde i søvn igen, og griber cigaretpakken. Han banker pakken mod sin flade hånd og en smøg dukker på magisk vis frem. Han løfter pakken op mod munden, holder den fremtrædende cigaret fast mellem læberne og trækker pakken tilbage. En lighter ligger klar på natbordet og han tænder det infame, lille, forgængelige, skidedyre tobaksrør. Så hiver han indenbords. Tænk, at være så afhængig af det lort, at man skal have sit fiks, uden at man tænker over det. Det er bare en dum vane, som hans hjerne byder ham at holde fast i.

 

I sympatisk enighed protesterer hans strube og lunger og sender ham ud i en flere minutter lang, revsende tobakshoste. Han hoster og hoster, mens cigaretten gløder ventende. Og han ryger igen. For fanden, hvor han kan ryge. Helt ned til det gule filter mellem hans pegefinger og tommel. Da han er færdig med cigaretten, lægger han den i askebægeret og lukker låget. Det kvæler ilden, uden at han behøver at tvære gløden væk. Det stinker lige ved natbordet, men det er i bekvemmelig afstand.

 

Han sover i en dobbeltseng og ser hen mod den anden halvdel. Den er tom, rigtig tom og kold. Hendes sengetøj ligger der stadig, redt og urørt gennem det sidste halve år. Pludselig var hun der ikke mere og han overkommer kun at skifte sin eget sengelinned. Ensomheden får ham til at ryge mere. Han passer hverdagen og ser sine halvvoksne børn regelmæssigt, men han er lidt følelsesløs indeni. Selv om han bader, tager helt rent tøj på, fornemmer han folks reaktion – nikotinen står simpelthen ud af hver en pore i hans hud. Han lugter af depression. Men ingen forsøger at tale med ham, for, tænker han, måske er det bare for svært at tale med ham. Han indbyder jo heller ikke til det. At tale om hende. Han overvejer, om han egentlig har behov for det.

 

Men hvorom alting er – denne nat har han erkendt at han bør holde op med at ryge. Det ødelægger hans fysik og hans humør, han stinker og ser usund ud. Det øger bare depressionen og får ham til at ryge endnu mere – og så fremdeles. Hvad ville hun have gjort. Hvad ville hun have rådet ham til?

 

Ej, hør nu – mester – menneskelig skorsten – der er en fordel ved at være alene. Ingen, ingen kan blande sig i, hvad man gør og ikke gør. Vejret er rædselsfuldt, men det kan blæse hans lunger lidt ud. Han står op og kommer i tøjet. Han bemærker at det lugter af nikotin og aftershave, ikke af menneske. Klokken er tre om natten og han trænger til frisk luft. Og han kan bare gå, uden at nogen skal spørges om lov. Han kan bare gå.

 

Kokken tre om natten trækker han et par udtjente kondisko på og går ud af døren. Han tager pandelygte på og ligner en idiot. I den lille skov bag hans hus finder han den sti, hvor hun luftede deres hund. Han var ikke vild med køteren, en blanding mellem labrador og kleiner münsterländer. Køn hund, men snotdum. Han lod den aflive lige efter, at hun var død, fortrød straks og begravede den, snot tudende, i skoven i nærheden af stien, hvor hun plejede at lufte den. Han følger stien og standser der, hvor han begravede hunden.

 

Længe står han og tager afsked og undskylder for alle de fejl, han begik, da alle var i live. Han beklager dybt. Så fortsætter han ned ad stien og ser op mod den tågede måne.

 

Og så følger han en helt anden rute end hendes.

Post Revisions:

There are no revisions for this post.

14 thoughts on “Stien

  1. Kære Dorthe

    Dejlig fortælling . Du rammer en tone, der i den grad passer til emnet:
    At skulle lære at være alene.

    Jeg er begejstret; det er en fin krølle på historien at vores hp. har behov for at mindes den døde hund. Han er på vej , ved at finde ud af at forholde sig til sin fortid, og man fornemmer at han med tiden vil kunne tilgive sig selv, den medskyld han har i sin skæbne.

    God læsning
    Vh Nina

  2. Du rammer en sørgmodig tone, der egner sig godt til en alene-mand. Jeg ville nok være noget mere ulykkelig end ham, når der kun er gået seks måneder efter dødsfaldet, men det er nok meget forskelligt.
    Du har ingen alvidende fortæller, det er sikkert og vist. Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvorfor du skriver i 3. person og ikke i 1.?
    Jeg synes selv, at 3. person skaber en smule distance til hp, og netop i denne svære situation ville det være nærliggende – for mig – at overveje en 1. persons-hp.
    Men det er som skrevet blot nogle betragtninger. Du gennemfører den fine sorgtone hele vejen igennem flot og regulært, og historien om hunden kommer sådan oveni som ekstra plus.

    1. Hej Finn. Jeg skrev i 3. person for at prøve det af. Jeg synes også, at jeg kunne tillade mig lidt flere tillægsord og beskrive omgivelserne mere malende, end hvis det havde været 1. person. Mange tak for kommentaren 🙂

  3. Meget spændende tekst Dorte.
    Der er en mættet tristhed over både scenen i soveværelset og senere i skoven. Mandens lede ved sig selv og hans kamp for at finde en vej ud af sorgen, er meget flot beskrevet. Og det pudsige er, at du bruger mange flere ord på at nærme dig grunden til hans nuværende situation, end du bruger til at beskrive årsagen. Det virker rigtig godt i denne tekst, som jeg opfatter meget mørk og røgtåget. Lugten er tydelig.

    Jeg tror ikke læseoplevelsen forlader mig lige med det samme.

    Kh Livsglæde

  4. Hej Dorte.

    Fin historie om sorg.
    Stemningen letter lidt hen ad stien.
    særlig godt kan jeg lide det med hunden. Det arme kræ, der jo ikke var skyld i konens død og som heller ikke kunne gøre for, at han ikke brød sig synderligt om den.
    Men nu fortryder han, og får luft for sine følelser. Det er godt.
    Jeg synes – i forhold til tekstens længde – du gør lidt for meget ud af det med rygningen. Det kommer lidt til at ligne en anti-ryger-reklame 😉
    Men det er så absolut også den eneste indvending, jeg kan rysste op med.
    Velfortalt historie.

    Vh. Amanda

    1. Hej Amanda. Jeg læser den lige igen. Årsagen til, at jeg beskriver rygningen så indgående er, at den er et billede på hans depression. Det er så tit, at når rygere sættes under pres, ryger de meget mere.

  5. Hej Dorte

    En fremragende historie. Hans rygning er depressionen, der er en mening med at den er udpenslet i alle detaljer. Man kan se desperationen. Der er ingen tøven i sproget, lige nok beskrivelser af omverdenen. En sort-hvid film hvor man betragter alle hudporerne og nikotinen der siver ud af dem. Du har et vældig fint flow, selv om der kun sker det at mand ryger cigaret og går tur, er historien spændende.

    Han beslutter at holde op med at ryge, dvs. sige farvel til desperationen, så han går ad en anden sti end hende.

    Der er et afsnit hvor næsten alle sætningerne begynder med ordet han, hvilket giver en tung rytme som svarer til han trin i natten. Uhyre stemningsfuldt.

    De bedste hilsener fra jesper o

  6. Hej Dorte, Jeg kan rigtig godt lide din tekst. det er flot med din detaljerede beskrivelse af rygningen og hvordan den påvirker HP. Lige i starten var der en smule overlapning mht at en cigaret er læbeklar … jeg synes måske at den information bliver redundant og med fordel kan koncentreres til bare at optræde en gang. Du skriver smukt og jeg kommer virkelig – skønt inkarneret ikke-ryger – til at føle med din HP og lide med hans egen nikotin-lede og selv-lede over ikke at være bedre til at få livet til at makke ret. Det er glædeligt at han stiller sig og tager afsked med hunden og vælger en anden sti. Det får mig til at tro at han har en chance for at blive glad igen.

    Tak for en godt fortalt historie, kh Bense

  7. Kære Dorte
    jeg kan rigtig godt lide din tekst, hvor rygningen står i centrum og der først afsløres helt til sidst, hvad det hele egentlig handler om = en fin lille novelle med gode sanselige billeder.
    jeg har også nogle enkelte forslag:
    ” klar til at gribe mellem læberne” ville jeg undlade her, det virker lidt forvirrende og er ikke nødvendigt, for din beskrivelse fortsætter fint bagefter.
    Det skal vist hedde: pore i hans hud (i stedet for porre i hans hud) 🙂
    Og i slutningen blev jeg lidt forvirret over: “da alle var i live”. Hvis du mener hunden og pigen/kvinden kunne det måske bedre hedde: da begge var live ?
    Tak for din fine historie 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.