Skygger for månen

”Det fyldte mig med gru, da jeg begyndte at se skygger alle vegne.”, sagde patienten pludselig til mig. ”Det var, som om de holdt øje med mig – gerne ville være mine venner. Nogle gange går de ind foran spejlet, fordi de gerne vil bemærkes. For de er der stadig. Også lige nu. Lige her. De står bag dig og vinker til mig. Nogle gange er det næsten hjemligt, andre gange er det bare – sært. Om natten tager de min dyne, mens jeg sover og så vågner jeg en time senere, fordi jeg fryser. Rækker jeg ind i skabet efter noget chokolade, lukker de skabsdørene over mine fingre. Hårdt. Det gør ondt og forvirrer mig. Men det var først, da de vippede til en gryde kogende vand over komfuret, det begyndte at blive alvorligt. Se.”

Han åbnede sin bluse – et stort brandsår hærgede huden på hans brystkasse og mave. Han var mager og anæmisk efter år uden meget søvn eller mad. Psykiatrisk patient, der hallucinerede kraftigt og fortalte hele tiden om sine plageånder – skyggerne – som gjorde hans hverdag besværlig og hjemsøgt. En tragisk historie, der nåede endnu mere uhyggelige dybder, fordi patienten her var en dygtig læge. Engang. Nu var han knapt i stand til at koge et æg. I sine klare øjeblikke var han såmænd skarp nok – han fortalte mig, at han ville få undersøgt de blå mærker, jeg havde under huden på benene. Det viste sig, at mit levertal var alt for højt og jeg fik det reguleret med medicin og ingen alkohol, men det var i ellevte time, fik jeg senere at vide. Så manden, en koldbøttepatient, havde reddet mit liv. Og nu sad vi og talte om imaginære, ondsindede skygger.

Manden var ved at blive dement, mente psykiaterne. Scanningen viste ingen skygger på hans hjerne, men alle mente, at det var demens. Vi kender det alle. Pludselig ser vi et eller andet ud af øjenkrogen, noget, vi opfatter som en bevægelse. En kortvarig, forbigående hallucination. Men ham her fik det i stereo. I fuld dolby sorround. De talte aldrig til ham, men udsatte ham for grove drillerier. Som om de ville ham til livs. Eller bare var jaloux. Det var i hvert fald skygger som holdt ham inden døre og forhindrede ham i at få et socialt liv. Og hans lejlighed var en svinesti, det vidste jeg, for jeg havde været der. Vi forsøgte at hitte rede i hans færden, for fire mennesker var blevet myrdet i den boligblok som han boede i, tilsyneladende tilfældigt. Men de var blevet myrdet på samme tid. Nøjagtig samme tid. Kunne han være i ledtog med eller kende nogen, der godt kunne lide at myrde på hver deres etage af et højhus? Havde de aftalt at dræbe på samme tid?

Gulvet havde været blodrødt i den ene lejlighed og offerets, en ældre mands, blod var sevet ned i isolationen og havde ødelagt både den og underboens loft. Hans lejlighed, som havde været sirligt indrettet, havde fået rodet alt igennem, nysgerrige fingre havde rodet gennem gamle dias og kigget i barskabet. Hans madrasser var vendt op og ned og hans tøjskab gennemgået. Det samme var tilfældet med de tre andre mord. Det var som om morderne myrdede af lyst og ønskede at snuse i deres ofres intime liv. Det var alle mennesker, der havde udmærket sig på en eller anden måde. En kvindelig golfspiller på verdensplan, min mentalt udfordrede læge, en professor i fysik, som stod bag flere prisvindende artikler, dronningen af et make-up-imperium. Og alle kendte de hinanden og lavede det sammen, som overklasseløg nogle gange gør: spiller kort og ryger og taler om deres penge og deres biler. Derudover tager de også patent på, hvordan vi bør takle fremtiden og på, hvor de kan skjule flest mulige penge for skattemyndighederne. Det kunne de tale helt åbenlyst om. De penge, de havde arbejdet hårdt for at puge sammen, var de ikke klar til at dele.

Og nu havde skyggerne taget dem. Havde de taget deres rigdomme med sig?

Næppe. Alle bankkonti var fyldte til bristepunktet. Alt var gennemrodet i deres lejligheder, men intet var fjernet derfra. Det var som om mordene var rent drilleri. Og nu hjemsøgte de deres ”vært”, for der var ingen tilbage at chikanere. Sådan mente den forhenværende læge, at det måtte hænge sammen. Han var blevet skyggernes eneste selskab. Jeg bad ham beskrive dem. Og han kendte hver og en af dem. De var tre. To kvinder og en mand, så vidt han kunne se. De var alle unge og smukke og havde sådan en studenteragtig trang til at være på tværs, til at mobbe og hærge. De havde navne – da han fortalte om det, spidsede jeg øre – de havde navne: Nanna, Sigrid og Johannes. Lægen mente, at de gjorde op med autoriteterne. Men de havde ingen medfølelse og var gået alt for vidt.

Luften inde i patientens stue blev kold. Jeg blev kold. Han malede et billede af tre unge mennesker, der sammen følte sig usårlige. Jeg følte mig faktisk overvåget. Jeg lukkede øjnene for at mærke energi i lokalet. Intet. Men alt blev stille. Så åbnede jeg øjnene igen og bemærkede da, at min lægepatients ansigt var sløret, som om noget trådte ind foran ham. Jeg forsøgte at fokusere og så åbenbarede hendes ansigt sig for mig. Svævende i luften foran lægen, som sad og græd. Ansigtet voksede sig større, så det fyldte hele midtervæggen. Hun nidstirrede mig.

Jeg måtte gå udenfor og få mig noget tobak. Ingen fulgte efter mig, men jeg rystede på hænderne. Jeg var nødt til at finde morderne til mine fire skattesnydere og det var ikke halvgennemsigtige spøgelser, der stod bag forbrydelserne. Men de var der. Jeg bemærkede at jeg besøgte min læge om morgenen. Det var sen aften nu, efter kun få timers sammenhængende interview. Jeg så op mod den tiltagende stjernehimmel.

Månen driver jorden og årstiderne og tidevandet. Månen styrer jorden, hvis liv er afhængigt af den. Men der går skygger for månen og slører dens lys, så den ikke ses så klart. Det er en cyklus, en hårfin balance, så hvis den brydes, kan livet ikke opretholdes hernede. Hvis et menneske får brudt sin cyklus og sin hverdag, så bliver det menneske vanvittigt. Så kommer skyggerne ikke, når de skal. Det betød døden, hvis den balance blev brudt. Min balance var ved at brydes.

Der var ved at gå skygger for månen.

2 thoughts on “Skygger for månen

  1. Tak for skyggerne, et besøg i Poes verden, smukt gennemført. Jeg kigger på skyggerne i min stue, der er nogen som ikke passer med lysretningen …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.