Rhodondendron

Den står ved den vej, der fører ned til stadion, den kæmpemæssige busk, der blomstrer violet ved maj. Den lille strimmel skov, der fører ind til sportspladsen, er den en del af. Hvis jeg går længere ned ad vejen, støder jeg på en kæmpemæssig bunke is, også om sommeren, der er affaldet fra isbanepolermaskinen ved skøjtehallen.

Jeg bare elsker at krybe ind under rhodondendronbusken, der danner et tag over mig og jeg kan sidde tørt, selv i regnvejr. Jeg tager mine bøger med, mine dukker, selv et lille tæppe. Det er en af grundene til at jeg bliver betragtet som en outcast i min by. En særling. Jeg kan rigtig godt lide at være alene og skjult for omverdenen. Så det er med lidt skyldfølelse at jeg lader mig omgive af grene, jord og duftene fra de udfoldede blomster. Her får jeg mange timer til at gå og ingen ser eller hører mig. Det er magisk. Som i et eventyr.

Mor bekymrer sig meget om sin eremitdatter og der går ikke længe, før hun bliver alarmeret. Det ved jeg. Men de stjålne øjeblikke i jordmørket under de duftende blomster bliver skelsættende for mig. Det rummer hele mit jeg. Alle rødderne, der er synlige over den fladtrampede jord – der er andre, der nyder stjålne øjeblikke under kæmpebusken – og lyset, der trænger ind under grenene i loftet.

Det er under en skoledag i idræt – mit fuldkomne hadefag – at jeg ikke gider mere. Jeg gider ikke mere og søger tilflugt under busken. Jeg sidder der og er sur og kryber sammen. Ingen finder mig og alle er i øvrigt optaget af fodboldkampen. De andre har det sjovt. Det har jeg bare ikke. Måske ved alle, hvor jeg er og tænker: det er bare Dorte. Typisk Dorte. Jeg hader simpelthen at det flyver med krav om at gøre sådan og sådan i en vis fart og gerne ubehageligt. Alle de mennesker rundt omkring mig med en kamp, som jeg synes er fuldstændig ligegyldig og fuldkommen åndssvag. I dag synes jeg stadig at fodbold er fuldkommen åndssvagt. Det der med at fise efter en bold og foregive sammenhold og holdånd, imens man råber og skriger af hinanden. Det kunne min følsomme sjæl ikke greje.

Jeg er stadig ikke for gammel til hulebygning. Og i dag forstår jeg godt festen for festens egen skyld og at man godt kan være højtråbende uden også at være ondskabsfuld.

Jeg mener, at busken stadig eksisterer.

4 thoughts on “Rhodondendron

  1. Hej Dorte
    Et dejligt barndomsminde (for det regner jeg med det er?) stemningen er absolut genkendelig – sådan kunne jeg også krybe væk og synes at alle de andre var “dumme” – men som du har jeg med alderen forstået lidt mere af hvordan vi alle er forskellige. Men stadigvæk har jeg det som “barnet” i din lille fine historie: “jeg fatter ikke, hvorfor fodbold er så populært” – nu fejrer man 125 året for idræt i Danmark og vælger en fodboldspiller. Naturligvis når så mange er “vilde med fodbold” – men set i et større perspektiv var det en hån mod alle de andre fantastiske sportsstjerner, der har været i de mange år.
    Skriveteknisk er din historie bare helt i top på min skala. Du komponerer med stemning og krydrer med dufte og andre sansninger. Flot gået – og tak for at være med. kh m&m` s

  2. Hej Dorthe, velkommen i klubben af børn som har hemmelige steder, hvor de føler sig skjulte og trygge. Jeg fornemmer lidt at hp gerne vil findes, hun forestiller sig hvad de andre tænker og om ikke andre så finder moren hende? Sproget flyder let med sansninger og indre syn. Rent personligt er jeg
    ikke så vild med slutningen. Den er sådan lidt moraleagtigt og helt unødvendig.
    Kunne du tænke dig at slette de to linjer herunder?
    Jeg er stadig ikke for gammel til hulebygning. Og i dag forstår jeg godt festen for festens egen skyld og at man godt kan være højtråbende uden også at være ondskabsfuld
    Sidste linje er fin nok for mig.
    Du skriver i nutid, det gør teksten nærværende, men det forstyrrer mig lidt med efterrationaliseringerne i afsnittet,,,idag synes jeg osv. Er emnet skjulestedet eller betragtninger over fodbold? Teksten er skrevet som et barn oplever det, så for mig er det vigtigt at den stil holder hele teksten igennem. men ellers …fin nok. hilsen Ina

  3. Hej Dorte,
    Det er bare sådan en helt ærlig erindring fra dengang du var barn. Du havde din egen hule, hvor du søgte tilflugt, når du havde behov for at være alene. Du lægger ikke skjul på, du var lidt asocial, og du forsøgte ikke engang at abstrahere fra det. Mens din mor selvfølgelig var bekymret, for alle forældre vil gerne at deres børn trives blandt andre. Hvor klart du selv har forstået din situation da det stod på er vel svært at erindre, din “forklaring” er nok mere set i bagklogskabens klare lys.
    Nå men ellers var der vel sådan set heller ikke blevet den her historie ud af det!
    Jeg synes, det er godt skrevet i et fint sprog. Og så synes jeg også det er værd at huske, at til alle tider har der været børn, som falder lidt udenfor normen.
    Hilsen Ella

  4. Hej Dorte.

    Du beskrive fint, hvordan det er at sidde skjult under den store rododendron.
    Jeg tror vi er mange, der ind i mellem trænger til et frirum. Som barn fandt jeg mit ved at læse eller cykle/gå “på eventyr.” Nå ja – eller skrive 🙂 Hrm – sådan er det for resten stadig. I dag er der nok mange børn, der er på pc, mobiltelefon osv.
    Efter beskrivelsen af skjulestedet, kommer du så ind på, hvad der kunne få dig til at finde dit skjul. boldspil. Det har jeg heller aldrig brudt mig om, og der var for meget af det i de store klasser, syntes jeg-
    Jeg synes, det er rigtig godt, at du kommer ind på det med bold, det er jo ikke os alle, der har “boldøje” eller lyst.
    Tak for teksten-

    Vh. PiaAmanda

Skriv et svar til Amanda Gyldenlyng Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.