MOR

MOR

Karen Stetter, født Nielsen, den 7. april 1941. Min mormor havde en lydefri graviditet og mor blev født på stuebordet i lejligheden i Haderslev – jeg husker ikke adressen. Så vidt jeg husker, sad hendes gamle farmor på sidelinjen og da min helt lillebitte mor lige var blevet født, ”sked” hun nyfødtes første afføring, kaldet mekonium. Hendes gamle farmor skulle derefter have udbrudt: ”Dit lille svin!”

Det var hårde tider for min mormor med sådan en lille størrelse under 2. Verdenskrig, for der var intet at få til spædbørn. Desuden var mor svagelig og skelende og naturligvis fik hun og hendes storesøster og mormor selv kighoste. Så min mormor lå i sengen og ammede og hostede og skulle samtidig passe en vranten og syg 2-årig. Mor var så ramt, at hun måtte lægges i ilttelt. Ikke desto mindre sagde lægen til min mormor, at hun skulle have været en jersey-ko, for til sidst var mor så polstret, at mormor måtte lægge hende op på et bord for at amme hende.

Denne polstring holdt dog ikke ved, så da pigen begyndte at gå, blev hun efterhånden så lang og tynd, at mormor atter blev bekymret for hendes helbred. Mor var kræsen og mælkedranker, så mormor lavede speciel mad til hende. Der var senere i livet en del jalousi mellem de to søstre, så mon kimen til det blev lagt her?

Alt var rationaliseret under krigen, min mor skelede og havde synsproblemer. Blandt andet blev hun så bange for en stor scæferhund, der gik hen til hende, at hun grædende hoppede op i stolen. Formentlig var det hendes dårlige syn, der fik hende til at ville flygte fra det store dyr. Hendes indgroede mistanke over for alt med pels holdt ved hele livet og vi fik ikke lov til at holde dyr indenfor. Min mor var meget langsynet og havde meget forskellige styrker på hvert øje. Lægerne kunne ikke gøre meget andet end at korrigere hendes skelen – hendes syn kunne de ikke gøre noget ved og hun kunne ikke samkorrigere sit syn. Hun så altid med et øje ad gangen. En arvelig synsdefekt, som min bror og min yngste søn også har.

Da så den lange verdenskrig endelig var overstået, kunne man igen få appelsiner og bananer, fra ”bananfabrikken”. Min mormor fik i året 1945 lyst til at invitere sine børn til at se forestillingen ”Fyrtøjet”, hvor min 4-årige mor under første akt blev ved med at gentage: ”Vinne kommer æ hæks? Vinne kommer æ hæks?” (sønderjysk), hvorefter en meget sur mand spurgte min mormor: ”Kan De ikke få den irriterende unge til at tie stille?”

Min mor voksede op helt uden selvtillid, meget overbeskyttet og domineret. Jeg ser for mig den mutte unge pige til sin konfirmation, ragede op over resten af familien med sine 164 centimeter, lang hals og sygekassebriller. Min mormor, der kun var omkring 150 centimeter, spøgte med at mor var postbudets – ”Han var så høj og flot.” Men min morfar insisterede på, at hans piger skulle have en uddannelse. Mor blev kontoruddannet og min moster blev sygeplejerske. I 1961 fødte min moster en søn uden for ægteskab, som mormor og morfar fik i pleje, så hun kunne gøre sin uddannelse færdig. Svends far var fængselsbetjent og dranker. Han så sin søn lige efter fødslen og sagde, at han ikke ville være en del af hans liv.

Så min stadigt hjemmeboende mor passede sin ”yndlingsnevø” sammen med sine forældre, indtil min moster kunne tage ham hjem igen. Svend og min mor har altid haft en nær tilknytning.

Fra hun var teenager, passede min mor børn og elskede dem. Hendes reservemor, fru Olsen, ”Kris”, havde 3 børn, hvoraf min mor jævnligt passede de to – Ole og Dorte. Hun bestemte sig for, at skulle hun få en dreng og en pige, skulle de hedde lige netop det. Derfor hedder min bror og jeg Ole og Dorte. Så det lå i kortene at mor skulle være familiemenneske, et projekt, der delvist lykkedes. Hun blev kontorassistent og flyttede hjemmefra og tog hul på voksenlivet. En aften var hun 29 og var i byen, da min far fik øje på hende og tænkte: ”Hende vil jeg have.” To uger senere præsenterede hun min far, Gorm, for sine forældre som sin kommende mand.

Jeg kan ikke lade være med at fortabe mig i detaljerne, men jeg håber at jeg med denne tekst har beskrevet et menneske, der var sødt og rart og som havde mange ordentlige tanker og styr på moralen, men som også lod sig føre af andre meget længe, inden hun satte hælen i. Min mor var ikke noget ambitiøst menneske,  som kunne guide og vejlede en moderne kvinde (mig) i karrierelivet. Hun blev hurtigt overvældet af alting og var frem til sin alt for tidlige død meget autoritetstro. Hun var vant til at andre tog over og blev tingene svære, styrede hun udenom med piller. Hun forholdt sig med andre ord meget passivt over for konflikter.

4 thoughts on “MOR

  1. Hej Dorte
    Dejligt du er med her i dette efterår. Du laver et fint portræt af din mor. Jeg forstår hende bare så godt, måske fordi jeg selv er en af de der mange børn, der blev lavet inde bag mørklægningsgardinerne under 2.verdenskrig. Vi er stadigvæk mange, for den generation har ikke været udsat for hverken farlige epidemier eller voldsomme krige. Så lige nu nærmer vi os 80-årsalderen og er blevet meget “passet på” af det omgivende samfund. Selv synes jeg egentlig godt man kunne have ladet naturen gå sin gang og ryddet lidt ud i de gamle “planter”.
    I det sidste afsnit undskylder du næsten, og det behøver du ikke, jeg forstår din mors usikkerhed. Hendes afhængighed af andre mennesker – hvordan skulle hun have kunnet udvikle sig anderledes?
    En enkelt sprogfejl: rationaliseret har du forvekslet med rationeret. Rationaliseret er at gøre effektiv. Rationeret er at begrænse forbrug.
    Kighosten var vist meget udbredt – i hvert fald er en af de historier, der verserer i min familie, at jeg også fik kighoste i 1944 men klarede mig, fordi jeg blev født som “en stor tyk tøs” som min far udtrykte sig til min 18 år ældre søster.
    Håber du har det godt med at være skrivende igen, bare klem på med en historie mere om noget med “sanser” – du behøver ikke at følge temaet om erindringer, det kan sagtens bare være en god historie, hvor alle sanser kommer i spil. m&M`s

  2. Hej Dorte.

    Meget fint portræt af din mor,’
    Tænk at være født på et bord. Den historie har du nok hørt tit? 🙂
    Udover at være en følsom skildring af din mor som person viser den, at de vilkår, der præger og former et menneske, også har indflydelse på den næste generation.
    Noget mange, der har oplevet anden verdenskrig, husker er manglen på appelsiner og bananer; jeg kommer til at tænke på, “Når der kommer en båd med bananer,” (sang med Holger Fællessanger,”)
    Pudsigt at du og din bror er opkaldt efter børn, din mor passede. Ja, der er mange forskelligartede grunde til at vælge netop det navn, man vælger at give sine børn.
    Tak for beretningen.

    Vh. Pia (Amanda)

  3. Kære Dorte

    Jeg mærker du har rigtig meget på hjerte, og der er meget omkring din mor du gerne vil have med. Det er godt, for du får lavet et bredt billede af et menneske som nok fik en hård start i livet og måtte bære på sit handicap, men alligevel også formåede at fylde sin morrolle godt ud. Hun efterlader en datter som kan respektere sin mor, ikke ynke hende, men nøgternt fortælle om en skelende, mager pige som andre nok vil synes det er synd for. Sådan fremstiller du det ikke, og det siger meget om jeres forhold.

    Historien om Svend er en dejlig lille detalje i din mors historie. Hvor har det været godt for dem begge to, og samtidig mærker jeg ikke at det har taget noget fra dig og din bror. Din moster derimod, hun har følt sig tilsidesat, og du har nok ret, der er lagt grundstenen til et mindre harmonisk søskendeforhold. Når det starter så tidligt, kan det være svært at rette op på. Hvordan din mors og Svends gode forhold så har påvirket de to søstres forhold, det kunne være interessant at grave lidt i.

    Du nævner en reservemor, men ikke noget om hvorfor der kom en reservemor ind i billedet. Det kunne være fint at have det med.

    Jeg mærker at du har haft det godt med at skrive om din mor. Det er rigtig fint.
    vh dorte

  4. Hej Dorte,
    Hvor har du da fået skønt meget at vide af din mor før hun døde; det er vist det problem mange af “dine kommende skrivevenner” har forsømt. Jeg mistede min mor allerede før jeg fik mand og børn – og som du så i min beretning, rejste jeg tidligt hjemmefra. Som barn og ung teenager er det nok ikke lige en mors barndom man er mest interesseret i.
    Du skriver dejligt sammenhængende og udførligt, fortæller grunden til f.eks. din mors fobi ovenfor pelsdyr – for slet ikke at tale om alle problemerne omkring fødsel og tidlig opvækst.
    Måske skylder du flere af dine læsere oversættelse af “Vinne kommer æ hæks”, hvilket jeg tyder som hvornår kommer heksen. (Jeg er flyttet og bor nu i Sønderjylland!)
    En god historie, er spændt påå at følge dig videre.
    Hilsen Ella

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.