Medierne

5. juni 2014

Det var uundgåeligt. En eller anden så optrinnet på museet og nogle hviskede i øret på andre. Da en journalist ringede til os, var skaden sket. Vi sad længe og blev enige om, at vi ikke kunne klare at blive centrum for alt for megen opmærksomhed.

Det blev dog ikke så slemt som vi havde frygtet. En sød pige fra Daily Press kom hos os og blev budt på the og interviewede os begge. Helt stille og roligt spurgte hun til min kones situation, hele forløbet omkring min sygdom og så min noget ”usædvanlige beslutning” om at lade mig mumificere. Interviewet blev, til vores begges overraskelse, en behagelig og værdig oplevelse. Vi havde derfor ingen skrupler ved at lade avisen vise vores kontrafej i en fire-siders midtersektion.

Vi fik reaktioner. Rigtig mange reaktioner. Havde egentlig forestillet os at folk ville læse artiklen og tænke: Det var usædvanligt. Men så kom læserbrevene. Nogle grinede, andre græd og atter andre synes, det var ulækkert og at vi bare ville have opmærksomhed. Jeg var begyndt at genoverveje min beslutning om at donere min krop til videnskaben, fordi det skabte så meget uønsket opmærksomhed.

Så var der præsten – John Clayers – en rablende vanvittig mand, efter min mening. Han skrev breve til os hver dag. Jeg var en ugudelig synder, der i min jagt på medieopmærksomhed havde valgt at lade mig begrave efter hedenske ritualer, hvilket han fandt makabert og i strid med den kristne tro. Han kaldte mig et svin og en hedning og en synder – fordi jeg havde valgt at lade mig mumificere(?). I begyndelsen havde jeg stadig min humor i behold. Jeg svarede tilbage, at jeg op til min sygdom i mange år havde arbejdet som taxichauffør, havde ikke besøgt kirken alt for tit og havde måske også røget lidt for rigeligt. Jeg sendte ham ungdomsbilleder af mig selv – en ret flot fyr, hvis jeg selv skal sige det.

Så begyndte John at ringe til os. Mange gange i løbet af dagen. Hans mission var at stalke os, til vi overgav os og sagde: nej, siden det ikke er din vilje, o, du guds mand, så lader jeg mig ikke mumificere. Men da han pludselig stod ude foran vores dør med et skilt, hvor der stod ”SINNERS!”, så opgav jeg at tale ham til fornuft. Min kone var skræmt fra vid og sans og løb ind i huset og præsten gav sig til at messe højlydt uden for vores dør. Det var arbejdsdag, så ikke mange af vores meget hjælpsomme naboer var hjemme til at få ham væk.

Så fik jeg nok.

Et sælsomt syn mødte forbipasserende, da de så en mand i rullestol og med ilt til næsen køre hurtigt og målrettet efter et langt skideskur, som insisterede på at holde et papskilt op foran sig, mens han prædikede og pegede på mig, at jeg var en meget ugudelig mand. Jeg havde et baseballbat i skødet, som jeg stadig havde kræfter til at løfte og det lykkedes mig en enkelt gang at ramme ham i ryggen.

Den søde journalist, der havde skrevet interviewet med mig i midtersektionen, var blevet en ven af huset. Hun sagde: ”Den slags sker vist kun i Devon, så længe du er her.” Min kone og jeg både græd og grinede.

Post Revisions:

There are no revisions for this post.

4 thoughts on “Medierne

  1. Hej Dorte
    En fantastisk historie, dybt original. Fra udgangspunktet med sygdommen udvikler du med uforudsigelig humor konsekvenser af en særlig logik.

    Hvad bliver næste trin? Jeg kan ikke regne det ud. Hp er charmerende at læse om, og nok svær at være gift med. Kan vi få præsten til at udvirke et mirakel for den syge, gudløse mand, så er jeg glad.
    Kh jespero

  2. Hej Dorte
    Det er godt set. Når først medierne er involveret, er der ingen vej tilbage – point of no return.
    Det er en meget original og bizar fortælling, du er i færd med. Men du skriver den virkelig troværdigt, og du får mig til at tro på at det sagtens kunne forekomme. Og præsten, jamen selvfølgelig måtte han dukke op med sit papskilt. Det er ganske tragikomisk, og naturligvis må de både grine og græde til sidst.
    Jeg er spændt på, hvad du finder på som det næste.
    Kh
    Sarah

  3. Hej Dorte,
    Så kom du med igen, og det er jeg glad for. Jeg nåede ikke at læse første del af din historie i første runde, men nu har jeg læst dem alle tre i rækkefølge. Det er da så hårene rejser sig på hovedet flere gange undervejs. Fuldstændig barokt og usædvanligt, men samtidig dybt rørende. For hvad skal man egentlig stille op, når man får beskeden ‘uhelbredeligt syg’. Du får på en fin og indirekte måde vist i hvor høj grad hele forløbet har slidt konen op, hun trøstespiser og bliver fed, og lige meget hjælper det. Din vej frem til point of no return er morsom. Jeg ser præsten med papskiltet for mig og manden i rullestol med baseballbattet i fuld fart efter ham. Jeg må tilbage i næste uge for at se, hvad du finder på efter dette.
    Hilsen Brynja

  4. Hej Dorthe, en spændende historie, en anden slags handling, men beskrevet meget realistisk. jeg kan godt lide stilen, refererende men med fine beskrivelser af personlige holdninger. Den missionerende præst er for mig, lidt for meget, men jeg har også et specielt forhold til præster. Ses i de næste tekster. k.h. ravnkilde

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.