Matilde Kimer: Krigen indeni

Jeg kontaktede redaktionen i København. Indslaget med de gamle mennesker, der levede i deres eget skidt, var en vigtig historie, fordi den med få ord viste krigens udvikling og menneskelige konsekvenser. Linjen til redaktøren var optaget. Længe. Indtil en kollega endelig svarede. “Det lyder spændende, Matilde, men jeg tror ikke, du skal regne med at få noget på i dag. Eller i morgen. Vi har et terrorangreb i Paris.”

Jeg kunne ikke falde i søvn. Det lød, som om kampvogne var i gang ude ved lufthavnen, og indimellem dirrede vinduerne i deres rammer. Langsomt, sammen med trætheden, kom vreden over den manglende opmærksomhed. Først den principielle fortørnelse over, at Europa glemte Ukraine. Og så en personlig frustration over, at være rejst ind i risikozonen og stå med vigtige historier fra et land, hvor en stor del af befolkningen ønskede at være en del af vores europæiske fællesskab, men som ingen i Europa gad at høre.

 

Der findes rigtig god litteratur og så findes der rigtig vigtig litteratur. Det er bare at finde den – og det er straks mere mudret. Jeg finder Matilde Kimers forsøg på at beskrive en konflikt så mangefacetteret som muligt i en rodebunke i Netto – for 79 kroner. Hvorfor jeg falder over den, aner jeg ikke. Måske er det titlen – eller billedet af den lyse, sarte forfatter med mobiltelefonen på forsiden, der med det samme vinder min respekt. Det her er en krig,  der dokumenteres med alle moderne hjælpemidler af mennesker som os selv. Godt hjulpet på vej via de sociale medier. Og alligevel er den brutal og primitiv. Det er simpelthen bizart og uhyre svært at lægge afstand til.

Bogen er sammensat af tre forskellige personer: Matilde (afpillet blondine, journalist og mor til tre), Anne (husmor, medhjælpende hustru i sin mands parfumefirma og uddannet sygeplejerske) og Bogdan (jurastuderende, vred ung mand og selvudnævnt elitesoldat). Fælles for dem alle er, at de bliver dybere og dybere involveret i krigen. Og det i et omfang, der hos dem alle tre udvikler metaltræthed. Hvorefter de vender tilbage til et “normalt” liv. Eller noget.

Matilde fortæller om sit journalistliv med skud flyvende til begge sider af bilen, der transporterer hende og hendes hjælpere i Ukraine, om sin egen baggrund og hvordan hun tager mere og mere krig med hjem til forstadslivet med en frustreret mand og tre børn. De føler sig tilsidesat til fordel for at mor hele tiden skal følge med i udviklingen i Ukraine via mobilen og de sociale medier. Matilde bliver besat af krigen og kan ikke tage ferie fra den. Og samtidig med at hun bringer sig i lidt for spændende situationer, skal hun trækkes med en stigende ligegyldighed fra sin arbejdsgiver, DR og EU.

Pas på! Brok!

Der er desværre ikke et brugbart interview med Matilde Kimer på youtube og de, der er, omhandler ikke bogen specifikt. Er det et billede på interessen for at sætte sig ind i den bølge af uro, som EU har lagt i kølvandet? I så fald mener jeg, at vi har et problem. Hvorfor forsøger forlag, presse, sociale medier ikke at promovere noget rigtig vigtigt mere ihærdigt. Bevares, Matilde har modtaget priser for sit arbejde, men ikke noget, man har hørt om. Jeg synes, snobberiet og manglen på interesse har taget overhånd. Man kan være principiel modstander af, at supermarkeder skal forhandle bøger, men, venner, det var her, at jeg stiftede bekendtskab med bogen. Jeg kunne godt tænke mig, at forlag og DR får hovedet ud af deres egen selvfedme og bruger tiden til at lave en ordentlig, uddybende, litterær interviewrække med flere af vores forfattere. Og lægger det på youtube. Sådan. Ellers er det spild, at en mor til tre har udsat sig selv for livsfare.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.