Lettelse og afmagt – opgave 0

Det, der kom bag på mig var, at hun græd. Hun hulkede ikke, men stod bare dér mens tårerne trillede. Jeg trådte op bag hende i den brændende sol, lille pige, nåede mig kun til navlen. Jeg satte mig på hug bag hende og kunne ikke andet end at lægge mine hænder på hendes overarmen. Sammen så vi ud over det hærgede landskab, der for få dage siden havde været en slags by. Nu steg røgen blot op fra de ødelagte huse.

Men hun havde mistet sit hjem og det meste af sin familie. Måske vidste hun også, at hendes fremtid var virkelig usikker og jeg kunne intet gøre for at hjælpe hende med det. Jeg kunne afhjælpe hendes sult, hendes sår, jeg kunne give hende en varm seng at sove i. Men kun her og nu. Så gik det op for mig ved at nærstudere hendes syvårige ansigt at hendes blik var voksent og nærmest kynisk. Hendes tårer var måske de tunge minder, for hendes hjem havde været sygdomsbefængt slum og hendes lillesøster var nu kommet i voksne hænder. Alle papskure var blevet nedrevet og alle børnene tvangsfjernet. Det gik op for mig at pigen måske bare var lettet.

 

Den afrikanske sommer bagte stadig over stort og småt og de uopdyrkede marker stod forsømte hen. Jeg kørte forbi elendighed, elendighed og mere elendighed. Indtil pludselig, udenfor en bygning uden tag, sad børn og et af dem rejste sig ved synet af min bil. Det var hende! Hun havde en pæn uniform på og hun spejdede efter bilen, som om hun genkendte den. Selv om hun aldrig havde set den. Jeg havde de første dage efter nedrivningen givet hende mad, et sted at sove og havde sørget at vi fandt hendes og de andre børns slægtninge. Vi fandt ud af at hun havde en onkel og andre lokale pressede ham og hans kone til at tage sig af hende.

Alligevel var hendes øjne store og bange, da jeg gik hen til hende. Mit hjerte hoppede en tak over af glæde og i modsætning til alle disse sorte, smukke mennesker smilede jeg stort. Jeg satte mig på hug over for hende og læreren kom hen til mig, en mager mand med et mildt ansigt. Jeg spurgte på Shona, om hun klarede sig godt og han nikkede ivrigt. Hun var dygtig og flittig. Jeg smilede stort til hende. Hun sagde bare: “Han slår mig hver dag.”

Og hun græd.

 

Post Revisions:

There are no revisions for this post.

31 thoughts on “Lettelse og afmagt – opgave 0

  1. Hej Dorte
    Fin beskrivelse. Nu har hun fået et sted at bo, skole og mad. Alligevel er hun ikke tryg og glad. Man bliver bedrøvet af at læse. Børn burde have bedre forhold. Man får lyst til at tage hende i lommen og med hjem.
    Kh Anni

  2. Hej Dorthe
    Det giver mig lige et hop i hjerteregionen, når jeg høre/læser om “Afrika”.
    Din historie er medrivende og jeg føler at det må været umådeligt svært og barskt at bo sådan et sted – det skal lige nævnes at jeg har været en del steder af samme slag – trøstesløse på forskellig måde – fordi det handler meget om fattigdom og måske en masse andet.
    Tænker også at dette med voldelige autoriteter jo også findes på vore brededegrader, selvom der nok er mere hold om det her.
    Som sagt er historien velfortalt, men jeg sidder tilbage med spørgsmålet om – hvad er det der er vigtigt for dig at få fortalt?
    Afrika er jo ca. 9000 km fra top til tå med ca. 53 nationer sidst jeg tjekkede og med vidt forskellige økonomiske, religiøse og kulturelle forhold.
    kh
    Børge (Ulandsfrivillig i Zimbabwe 6 år 1981 – 87)

    1. Børge, jeg er ydmyg og beæret. Inspirationen er faktisk trukket uforskammet fra Zimbabwe. Udsendelsen, jeg blev så påvirket af, at det gjorde ondt i maven er: http://truevisiontv.com/films/details/65/zimbabwes-forgotten-children. Jeg fik virkelig ondt i maven. Det, der er vigtigt her er ikke en lyserød historie, men at hendes situation blev forbedret bare marginalt. Udsendelsen har vundet en masse priser, osv. Men det er velfortjent, for den viste afrikanerne som mennesker.

  3. Ai for pokker for en afslutning!
    Spændende fortælling. Der er dog enkelte steder, hvor der er ord, jeg ikke synes passer ind, fx koordineret:

    … og havde koordineret vi fandt hendes og de andre børns slægtninge.

    Jeg er med på, hvad du mener, men jeg synes det virker som en forkert formulering, og så vil det jo være passende at komme med et andet bud. Det kan jeg så ikke lige nu.

    Tak for god læsning 🙂

    Kh. Helle

  4. Uha nej, sikke da en væmmelig fornemmelse man sidder tilbage med. Hvad er der dog sket med det lille barn?

    Der er et par små sprogbøffer (dem er jeg også gode til) som du får øje på når du lige går den igennem en gang mere.

    Ellers en god tekst, som man gerne ville have haft historien imellem med på, but thats the game…. Tak for kikket, 2die4

  5. …så sidder jeg her og er helt blæst tibage.
    Barsk fortælling og en afslutning der lader som om.
    Sandheden kommer fra den lille pige der ikke føler sig reddet.
    Kh
    Anita

  6. En sørgelig historie. Stakkels børn. Det er godt pigen får et sted at bo og kommer i skole. Du skriver levende og med rivende – dog syntes jeg at du ind imellem bruger for mange ord:
    “*Men* hun havde mistet sit hjem og det meste af sin familie. Måske vidste hun også, at hendes fremtid var *virkelig* usikker og jeg kunne intet gøre for at hjælpe hende *med det*.”

    Måske bruger jeg for lidt ord. 🙂

  7. Hej Dorte,

    det er næsten ikke til at bære. Der bliver gjort er stort arbejde i Afrika af alle hjælporganisationerne, men det er tydeligt at det ikke kun drejer sig om mad og vand.
    Vi i vores kultur kan ikke klare at børnene nu må leve uden forældre, og måske hos voldelige slægtninge.
    Jeg vælger at tro på den opfattelse jeg fik af dit første afsnit, at pigen måske er en smule lettet, at forholdene måske er blevet lidt lettere for dem.
    Du trak mig ind i din historie. Godt skrevet.

    De bedste hilsner

    Le©nius

  8. hej Dorte
    Du får fortalt rigtig meget på den plads du har til rådighed. Jeg læser det ikke så meget som en historie, men mere som en øjenvidneskildring. Indholdet er gribende, og da jeg kan forstå at du er inspireret af virkeligheden, bliver den omend endnu barskere.

    Kh Livsglæde

  9. Hej Dorte

    Fin forsættelse, hvor smilet meget pludseligt stivner til sidst. Rent skriveteknisk er der en ting, en af mine kæpheste, jeg får lyst til at sætte en finger på, men det drejer sig ikke egentlig specielt om din tekst, men om noget, jeg læser mange steder. Her er blot et godt eksempel.
    Ved sætningen: “Selv om hun aldrig havde set den.” stopper jeg op og føler et brud på tekstens fremdrift. Du har i sætningen før skrevet, at hun, set udefra, så ud som om hun genkendte bilen. Det foregår i selve situationen. Man er som læser til stede og oplever sammen med fortælleren. Men at hun aldrig har set bilen før er en oplysning, der ikke er i situationen, med mindre vi da pludselig er inde i den sorte piges bevidsthed, et synsvinkelskift, der ville være meget brat, og som jeg heller ikke læser. I stedet hører det til i det efterfølgende tilbageblik. Vi er altså midt i den spændingsopbyggende situation havnet i en forklarings-fuld-stop-kø: Inden vi går videre, kære læser, er der lige alt det her, du skal have at vide.
    Jeg siger ikke, at man ikke kan det. Selvfølgelig ikke. Men jeg tror, det er en af de “faldgruber”, man skal passe lidt på ikke at falde i, med mindre man er helt sikker på, at det er velvalgt. Forklarende tilbageblik er måske ofte lidt for bekvem en måde, at få fortalt baggrundsstof på. Og prisen, at fortællingens fremdrift bremses, er ofte ikke det værd.
    I det hele taget tror jeg, man skal være på vagt for pluskvamperfektum (før datid): “Jeg havde de første dage efter nedrivningen givet hende mad. …”. Pia Juul er en finurlig skribent. I hendes Mordet på Halland stopper hedes digter-hovedperson (som jeg husker det) pludselig op i sin bil og sidder blot som i trance gentagende dette ord: pluskvamperfektum!
    Din historie fungerer alligevel. Men jeg fik lejlighed til igen at ride en kæphest. Hyp, hyp!

  10. Hej Dorte.
    En følelse af afmagt …
    Din fortælling går mig under huden.
    Retten til at slå hersker mange steder.
    Velskrevet fortælling.
    kh Bente

  11. Hej Dorte,
    Pigen har mistet alt , men hun er trods alt i live. Eller er hun? Hendes onkel og tante skal overtales til at tage sig af hende, og dagens ret er tørre tæsk.
    Det er en meget fin og rørende tekst, du har skrevet, og det skinner tydeligt igennem, at emnet ligger dig meget på sinde.
    Kh
    Randi

  12. Fin og medrivende fortælling, der desværre afspejler virkeligheden for alt for mange børn i alt for mange lande. Også fin sammenhæng mellem opgave 0 og opgave 00, synes jeg. Det fungerer godt.

    Sætningen som Glenstrup har nævnt (med bilen hun så ud til at genkende osv.) snublede jeg også lidt over (rent logisk) og det samme gælder for “spurgte hun på afrikansk” (For det er der vist ikke noget sprog der hedder (Måske mener du africaans, der bliver talt i Sydafrika?), men du kunne evt. i stedet sige på den lokale dialekt, hvis det er for ikke specifikt at angive, hvor vi er henne i verden?”)

    Ellers en rigtig fin tekst, der indholdsmæssigt giver stof til eftertanke.

    De bedste hilsener

    Nana

  13. Hej Dorte

    God historie om kultursammenstød. De velmenende danskere fra deres polstrede tilværelse møder en anden måde at omgås hinanden. Den venlige (måske er han virkelig venlig, måske vil han gøre et godt indtryk) lærer slår hende. Sådan plejer man måske at gøre på stedet. Spørgsmålet er hvor mange ting vi kan ændre hos dem uden at det hele falder sammen og de lokale menneskers tillid forsvinder.

    Vi kommer med åbent sind og vil hjælpe, men vi må ikke lade os styre så meget af at lindre en lille piges lidelser at vi glemmer det større perspektiv: at uden en god uddannelse for lærerne og rimelige kår for dem vil tæskene fortsætte.

    De bedste hilsener
    jesper o

  14. Hej Dorte
    Ak ja, vi ønsker at hjælpe i den 3. verden, men tænker måske ikke nok på de nære konsekvenser. Jeg synes, du får malet et troværdigt billede, og titlen passer godt.
    Men hopper et hjerte et/en tak over? Tjoh, hvis man tænker på det som et urværk, og det kan man jo godt 😉
    Tak for en fin lille txt.
    Bedste hilsner
    Lise

  15. Hej Dorte
    Noget tid er gået og jeg kan som læser i store træk godt regne ud, hvad der er sket i den mellemliggende tekst. Tjek.
    Du får brugt de fire teltpæle i de to tekststykker. Tjek
    Du får brugt den givne slutning (og start). Tjek
    Og du får endda lagt endnu en overraskelse ind i tekst 0. “Han slår…” Nåååå. Det bliver desværre nok ikke bedre i disse omstændigheder.
    Eneste konstuktive er: Jeg synes denne sætning er lidt kringlet: “Vi fandt ud af at hun havde en onkel og andre lokale pressede ham og hans kone til at tage sig af hende.” Måske punktum efter onkel? Som det er nu lyder det som om hun havde andre lokale pga. “og”.
    Tak for en god historie 🙂

  16. Kære Dorte
    Hvor er det en berørende tekst, du har skrevet. Jeg ville jo så gerne læse, at alt endte godt – men det ville jo have været utroværdigt.
    Vi kan ikke rede verden, men vi kan minde om medfølelse. Det gør du så fint her.
    Tak for fortællingen!
    KH Aviaaja

  17. Kære alle. Jeg undskylder at jeg ikke har svaret individuelt til sidst, som jeg burde. Men det bliver blot et skaldet “tak” til jer hver. Men tak for jeres tid og jeg skulle meget gerne være kommet omkring jer alle. Knus fra Dorte 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.