Kongemumierne

2. februar 2014

”Jeg har i den grad svært ved at acceptere det!”

Jeg sidder i sofaen og får ilt. Jeg drøfter min beslutning om at donere min krop til videnskaben, som vil forvandle min krop til en mumie. Hele vejen ind og hele vejen ud. Men min kone er ikke helt med på ideen. Jeg synes ellers selv, den er glimrende.

”Jeg synes det er ulækkert. Og så på landsdækkende TV!”

…siger hun og graver endnu et stykke af lagkagen ud med teskeen og fylder ind. Hun er kommet sig i løbet af årene, men det her har også stået på længe. Lige siden jeg fik diagnosen og til de her fem år senere, hvor jeg gradvist er blevet dårligere og dårligere. Hun har meget at bekymre sig om – hun opgav meget for at passe på mig. Blandt andet sit job som sygeplejerske og på sygeorlov og invalideløn har der ikke været meget at rutte for. Og da vi først var ovre det voldsomste chok over diagnosen, gik livet videre. Fordi vi besluttede os for at grine af det hele. Og denne vidunderlige kvinde bar det sammen med mig.

Uselvisk og dygtig. Men hun er blevet meget stor og tung og det er egentlig lidt selvdestruktivt. Jeg kan mærke at jeg får det dårligt med mig selv, på hendes vegne. Hendes humoristiske sans rækker ikke til dette. Da man har hentet en hel serie af de mest prominente, oldegyptiske kongemumier til British Museum, beslutter jeg mig for at se dem. Så både min kone, min kørestol, iltapparat og dræn tager en handicaptaxa til museet. Jeg er noget af en opgave at få ud af bilen og ind i museet, men da vi først kører på de bonede gulve, går det egentlig meget godt.

Der går et par timer med at se på mange interessante museumsgenstande, inden det går op for mig, at hun trækker tiden ud. Det her betyder meget for mig, men hun kan ikke ret godt klare tanken om at se på de indtørrede, livagtige lig. Jeg bliver vred og råber af hende. Jeg kan se at hun bliver askegrå i hovedet, men det er jo ikke hende, der skal dø. Det skal jeg og inden jeg himler, vil jeg se, hvordan jeg kommer til at se ud. Så både jeg og min slukørede kone tager elevatoren ned til den etage, hvor majestæterne ligger lit de parade.

Dronning Tuyas lange, smukke hår gør stort indtryk på mig, Ramses den andens store høgenæse, hans store fysiske lighed med sin far, Seti den første. Der er flere og vi kører fra den ene til den anden. Jeg ser grinende bagud for at møde min kones blik: er det ikke fedt?

Så ser jeg, at hun græder. Hele museet ser, at hun græder.

Vi tager hjem.

Post Revisions:

There are no revisions for this post.

2 thoughts on “Kongemumierne

  1. Kære Dorte
    Du hænger lidt i bremsen for at følge med, heldigvis skræmmer det dig ikke 🙂
    Lige nu ved jeg ikke, om jeg skal grine eller græde – tror jeg vælger det første, fordi du meget humoristisk fortæller om en døende mands kamp for at ende som en god mumie.
    Jeg har lige læst din opgave 1, og jeg må blankt tilstå, at jeg ikke fattede en meter, det gør jeg så til gengæld her i to’eren.
    Jeg har en lille anke: Du har et meget brat skift fra jeg-fortællerens tristhed over fruen til et museum fyldt med mumier.
    Spændende hvad du finder på i opgave 3
    Tak for dejlig underholdning 🙂
    Kh. Helle 🙂

  2. Hej Dorte
    Jeg er stadig med. Jeg oplever din hp som en mand der har fået sig et projekt, noget han kan gå op i, i stedet for at sidde og tænke på at dø. Jeg tror det hjælper ham, men det gør intet godt for hans kone, der må fylde sig med lagkage. Hans mumificeringsidé er alt for grænseoverskridende for hende.
    Konflikten er tydelig mellem de to. Og mon ikke han også er i konflikt med sig selv. Han elsker jo sin kone, men her tænker han først og fremmest på sig selv. Han lader hende græde i stedet for selv at græde. Og konens tårer kan han nok bedre kapere.
    Jeg læser med i næste del, måske når du det i denne uge?
    Parentesen i del 1, har jeg stadig ikke forstået meningen med. Men det kommer måske.
    Kh
    Sarah

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.