Klik

Hun tænder lyset, fordi hun hører vejrtrækning. Dyb, rolig vejrtrækning, som om hendes mand stadig ligger i sengen ved siden af hende. Det gør han bare ikke. Han er udrejst og kommer ikke tilbage før om en måned.

Men der er ingen.

Hun ser under sengen, ud af vinduet, går fra rum til rum, linder forsigtigt på døren ind til de to børneværelser. Børnene sover trygt. Hun tænder alt lyset i hele huset for tredje gang denne nat og gennemgår det hele. Intet. For en gangs skyld glæder hun sig over sin oprydningsiver. Det er let at overskue alle rummene – ingen kan skjule sig.

Men hans tilstedeværelse hviler tungt over det hele. Hun kan stadig høre hans åndedrag, MÆRKE ham i hver enkelt fordømt porre i huden. I sin desperation åbner hun døren ud i tågen.

Hun ser rundt.

Kalder. Hun kalder på ham.

Og pludselig viser der sig en skikkelse i tågen. Det er bare et omrids af en mands skikkelse og ben, som bevæger sig. Hun kan høre skridtene suse i græsset.

Men skikkelsen nærmer sig hastigt. Den går som ham. Samme skridt samme hastighed. Og den bevæger sig over marken ved deres hus og går målrettet frem mod hoveddøren, hvor hun står. Og nu kan hun høre hans vejrtrækning særligt tydeligt.

Hun skriger og smækker døren i og låser den. Skikkelsen læner sine hænder hørligt mod dørens vinduesglas og den betragter hende. Og ånder tungt.

Da hun løber ind i huset igen, vender skikkelsen hovedet for at se efter hende.

Hun tænker panikslagent igennem, hvad hun skal gøre og beslutter sig for at hente hjælp hos naboen. Der er tydeligvis en eller anden, der vil i kontakt med hende og hun forstår ikke hvorfor. Hun tager en varm trøje på og sin mac lite og stiller sig foran terrassedøren. Hun tager en dyb vejrtrækning og åbner døren ud i efterårskulden. Tågen er tæt.

Hun er dog ikke nået mange meter ud i haven, før skikkelsen slår armene omkring hende bagfra. Skikkelsens vejrtrækning raller nu og hun overdækkes af en slimagtig konsistens. Den holder fast i hende og hun skriger og skriger. Hun er blændet af det slim, der dækker hendes øjne og ansigt og hun bare løber.

Hun kan kun fornemme lyset fra sin egen lommelygte og følger blindt lyskeglen. Hun støder sine knæ hårdt ind mod noget stort og tungt og hårdt.

Så slipper skikkelsen hende helt.

Det er den trækiste, hvor han opbevarer sin motorsav og skovhandsker og tilbehør til at sanke træ. Hun havde egentlig glemt alt om den i hjørnet af den store lade, der er bygget ind til huset. Hans motorsav ligger ved siden af den, klingen er godt rusten.

Og inden i kisten er der noget, der trækker vejret rallende og tungt. Hun lægger en arm om kisten og græder som pisket. Naboerne har hørt hendes pinefulde skrig og kommer ilende til. De finder hende klamrende sig til kisten, mens hun hvisker sin mands navn.

 

*

Liget er delvist mumificeret. Det er en yngre, muskuløs mand, som har brækket ryggen to steder, hoften er gået af led og begge lårbensknogler og nogle ribben er brækkede. Der er tale om en faldulykke – ingen har kunne skubbe ham fra de højder, hvor han angiveligt er faldet fra. Alligevel har han stadig været i live, da han blev lagt ned i kisten. Han er lagt nænsomt og med omhu, tydeligvis med kærlighed, blevet lagt derned. Muligvis er han vågnet og har forsøgt at åbne lågen til trækassen, men har været for afkræftet og er død kort tid senere.

Hun indlægges på psykiatrisk, for hun kan ikke forklare sine børn, hvorfor deres far ikke kommer hjem mere.

For hende er han ikke død. Og pillerne gør ham kun mere levende.

Post Revisions:

There are no revisions for this post.

14 thoughts on “Klik

  1. Hej Dorte

    Du rammer paranoiaens sprog godt, fornemmer jeg. Normalt ville jeg undre mig over nogle af formuleringerne (udrejst i stedet for bortrejst etc.), men her ser jeg det som netop udtryk for, at det er et sygt sind, der “taler”.
    Jeg ville også undre mig over, at hun løber mens hun er omklamret, men her gør det blot det hele mere mærkeligt og dermed uhyggeligt.
    Til gengæld undrer jeg mig over beskrivelsen af kassen/kisten til sidst, hvor sproget er nøgternt og, som jeg ser det, udtryk for de “normale” naboer og velsagtens politiets iagttagelser på gerningsstedet. Hvis kassen til motorsaven er brugt som en kiste, hvor han er lagt nænsomt ned må den kasse være så stor, at jeg ikke ville kalde den en kasse. Er det en kasse, må liget være foldet sammen (vel der, hvor ryggen er brækket), og så har jeg svært ved at se det som nænsomt.
    Det vigtigste er dog, at du formår at skrive i et sprog, der fanger noget sjæleligt ret uhyggeligt. Jeg gøs.

  2. Sådan Dorte!

    Såvidt jeg har kunnet læse mig til, så har du fulgt “opskriften” på en rigtig gyser, i din tekst.
    Den opadgående spændingskurve er ikke til at tage fejl af, og lidt efter lidt bliver historien mere og mere underlig, mystisk og uforklarlig.
    Jeg lod mig helt klart rive med, og accepterer at ikke alt skal kunne forstås, når det handler om gysere. Også jeg gøs.

    Kh Livsglæde

  3. Hej Dorte-

    Jeg var hurtigt ret sikker på, at det var manden, der spøgte.
    Og det var det jo – men som del af et noget andet forløb, end ejg troede.
    Her er snigende gys. Og en overraskelse til sidst.
    Godt sprog,
    Fin opgaveløsning og rigtig god lille gyser!
    Stakkels børn.

    Vh. Amanda

  4. Hej Dorte,
    Sådan, et uhyggeligt gys. Man er vel nok klar over, det er mandens ånd, som forfølger hende. Måske hver nat, bare i tiltagende grad. For liget er delvis mumificeret, skriver du. Hun overraskes over at finde manden i den store træboks – og hvordan hun har fået taget livet af ham og anbragt der, behøver vi ikke at vide. Naboerne har holdt øje med hende, men først i denne nat bryder hendes paranoide tilstand ud i sindssygens voldsomme tilstand, og først da kan de tage affære – og rede hendes børn ud af mareridtet.
    Historien flyder let og kontinuerligt derudaf, men jeg har et problem med at verificere den slimagtige konsistens. Det gør historien mere gyselig og ulækker, men er det afsondringer fra hende selv, eller ?
    Som sagt, godt gys!!
    Hilsen Ella

    1. Hej Ella.

      Ektoplasma. De gamle okkulte medier afsondrede altid ektoplasma ud af næsen eller af r… Det skulle være ånden, der forsøgte at materialisere sig. Det synes det gav en ekstra, vammel dimension til min lille spøgelseshistorie. Mange tak for kommentaren.

  5. Hej Dorte, så er der ellers gys for alle pengene – og fra første linje. Der er meget “høre” og “vejrtrækning”, måske lige i overkanten. Der er et tidspunkt, hvor jeg bliver i tvivl om hun er ude eller inde.

    Og nu skal jeg fortælle dig en personlig historie, jeg fluks tænkte på, da jeg læste første linje.

    Det var min første bolig, jeg var flyttet hjemmefra. En et-værelses på 27 m2, bestående af en stue på 13 m2, en lille entre der også fungerede som køkken samt et badeværelse.

    En nat vågner jeg ved lyden af en tung vejrtrækning. Jeg lå stiv af skræk, turde ikke tænde lyset, lå bare der og lyttede. Der gik rigtig lang tid, før jeg besluttede mig for, at der ikke kunne være nogen – jeg var dog ikke sikker. Langsomt fik jeg listet min briller på, og lige så langsomt rakte jeg armen hen til nærmeste lampe, og fik tændt lyser. Jeg blev liggende helt stille, for at høre om det ændrede noget i lejligheden. Ingen ændring! Jeg satte mig op, kiggede over mod de lange gardiner, der gik fra loft til gulv og fra væg til væg. Jeg konstaterede, at der ikke stod nogle der. Det skal lige nævnes, at boligen lå i stueetage og med tilhørende havedør og fælles have.
    Jeg stod op, gik du i entre/køkken. Stak hånden ud på bade værelset og fik tændt lyset derude. Kiggede bag døren.
    Der var ingen!!!
    Pludselig hører jeg åndedraget igen. Det kommer fra entre/køkken som jeg jo står i.
    Det viste sig, at det var en termokande, der stod og “snakkede/trak vejret tungt”. Lettelsen var stor, og siden dengang har jeg altid sikret mig, at låget på termokanden ikke er skruet fast.
    Ak ja, utroligt at man kan blive så bange i en lille lejlighed 🙂

  6. Hej Dorte
    Uha. Sikke et mareridt. Levende begravet af sin elskede. Måske har han forsøgt selvmord, og hun har lagt ham i kisten. Og måske har hun vidst eller haft mistanke om, at han ikke var død, da hun lagde ham der af grunde, historien ikke melder noget om.
    Der må være en mening med, at kisten med hans skovhandsker og motorsav ligger sammen med ham. Hun må i sit syge sind føle, hun har slået ham ihjel.
    Der er flere tolkninger og forklaringer i din historie – og hvor er den uhyggelig, som den også skal være efter opgaveformuleringen.
    Den sidste sætning: “For hende er han ikke død … osv.”, synes jeg er unødvendig. Sætningen trækker historien lidt ned, er for forklarende.
    Rigtig uhyggeligt gys!
    Bedste hilsner fra Anne

  7. Hej Dorthe
    Tak for et ækelt gys. Jeg elsker det lag af dobbeltviden du får lagt ind over din hovedpersons virkelighedsopfattelse. Det er gysende klamt at leve med i hendes tiltagende psykose. Som læser bliver jeg ført hen et sted, hvor jeg ikke har lyst til at være, det er eminent gys.
    Vh Nina

  8. Hej Dorte
    En ægte gotisk gyser, jeg nød den. Død og vanvid og underbevidstheden der lever sit eget liv. En kasse/kiste, her balancerer hendes forvrængede oplevelse af verden og realiteterne, er det en kasse eller en (lig)kiste? Bare ordet motorsav kalder gyset frem. Fint med den afsluttende, nøgterne beskrivelse af liget- hun har levet længe med sine kvaler, de hjemsøger hende stadig, han er blevet et spøgelse.
    De bedste hilsener
    jesper o

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.