Jørgen Lange Thomsen: En retsmediciner fortæller

Uddrag af bogen: Aage havde været alkoholiker, så længe hans voksne børn kunne huske. Han var nu 57 år gammel med et skrøbeligt helbred. Han var flere gange blevet fundet hjælpeløs og forkommen udendørs på grund af sit misbrug. Han blev fundet død i sin lejlighed, da det var begyndt at lugte. Der var meget beskidt og rodet på bopælen. Aage lå på ryggen på gulvet. Obduktionen viste fedtlever, hvilket blev bekræftet mikroskopisk. Der blev fundet forrådnelsesbakterier, men ingen bakterier der kunne have forårsaget døden. Alkoholpromillen var 0. Resultatet af den retskemiske undersøgelse for medikamenter var negativ. Konklusion: Ingen kendt dødsårsag.

Jeg snublede over bogen på biblioteket, en af den slags tilfælde, hvor jeg lukkede øjnene og hev en bog ned fra hylden. Den er dagbogsagtig, ordner emnerne på en måde, der for mig minder om klynger – jeg er ikke altid helt med på, hvor vi er i tid og sted, men det er egentlig heller ikke relevant. Jørgen Lange Thomsen (JLT) fortæller nøgternt om sine oplevelser med at obducere døde, men også at sikre spor af levende voldsofre. Han fortæller meget nøgternt. Han fortæller så nøgternt at jeg vil mene, det grænser sig til det knastørre. Men tonen er i virkeligheden lidt af en trøst, for man klarer udmærket selv at få ondt i maven over et barn, der efter obduktionen viser sig at være død af børnemishandling. Man glæder sig egentlig over, at forfatteren ikke har pyntet på historien med sprogblomster. Det er et fag, der utvivlsomt konfronterer retsmedicineren med ulykkelige skæbner og som i princippet er meget dramatisk. JLT fortæller om volds- og torturofre, levende eller døde, og om sine rejser til katastrofeområder, fx. World Trade Center 2001.

Det er et stykke beretning, som bare er nødvendigt et eller andet sted. Jeg har nu fået ambitionen om at læse om politiets arbejde og håber også at få fat i mere litteratur om lægers arbejde herhjemme. I samme åndedrag kan jeg iøvrigt varmt anbefale læseren Wiera Malamá Lorentzens Mama Doc, som også giver indblik i lægeliv i felten, krigsområderne. Igen denne verden, som de færreste af os er i berøring med, men alligevel ivrigt diskuterer. Altså: et værdifuldt indblik i et fag, som kræver meget af et menneske. Og det er gavmildt at dele det med omverdenen. JLT kan opleves her og fortæller kort, med sine egne ord, om formålet med sit forfatterskab – her i forbindelse med den meget lignende bog “Retsmedicineren”:

I forsøget på at komme ind under huden på bogens stof, surfede jeg på youtube. Her faldt jeg over denne tyske dokumentarudsendelse, som er meget faktuel, stille humoristisk, menneskekærlig og – ja – jeg ved ikke – nogle gange bare forfærdelig.

Post Revisions:

There are no revisions for this post.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.