Jeg ser dig

Din duft, din fært, breder sig i lokalet. Jeg ser dig endnu ikke med øjnene, men jeg fornemmer din tilstedeværelse. Du er bag vægtæppet, din duft er der i hvert fald. Og den er meget bemærkelsesværdig. I mennesker ynder at smøre jer ind i rosenolie og andre duftende væsker, en skik, jeg ikke forstår. For selv uden parfumer og salver dufter du vidunderligt.

Når jeg møder dig, elsker jeg dig, det ved jeg.

Jeg har en lang og alvorsfyldt samtale med din mand, men mine sanser er fyldt af dig. Jeg begærer dig. Og det er min forbandelse.

I mennesker, i tobenede, har engang været vore frænder. Vi var allierede. I århundreder beskyttede vi jer mod plyndringer og vold. Men så udviklede jeres grupper sig og blev til “civilisationer”. I blev til samfund, holdt mandtal, fik infrastruktur. I blev politikere. Alt for “staten”. I blev borgere og fulgte lydigt alle, der havde magt over skriften og jernvåbnene. I blev magtfulde. Vi blev ”nyttige”. Og bag murene styrede få, men magtfulde mænd jeres klynger af bønder og handelsfolk. Til at støtte sig havde de uduelige rådgivere, kvaksalvere og voldelige og afstumpede soldater.

Jeres kvinder er intet, hvis ikke de leverer sønner.

Du er en kvinde, lille, unge menneske. Du sidder skjult bag tæppet, fordi du gerne vil overhøre vores samtale, men du vil ikke vanære din mand ved at være tilstede ved et vigtigt møde. Det er kun for mænd. Jeg føler mig ikke som mand – men det er, fordi jeg ikke er en mand. Jeg ligner en mand, men det er, fordi jeg har antaget hans skikkelse. Jeg fortæller din mand, at han skal holde sig fra at udplyndre vores hjem for træ. Jeg ved, at han ikke holder sit løfte. Jeg kan se det på hans smil. Han smiler hult. Hvis ikke han holder sig fra mit hjem, er jeg nødt til at ødelægge hans by. Men præsternes spådom er klar: jeg er dømt til at elske et menneske, hvis jeg angriber. Og den kærlighed kommer til at ødelægge min forstand. Tre år. Han får tre år, beslutter jeg. Jeg har levet i århundreder, men min tålmodighed er kort.

På gangen udenfor møderummet møder jeg dig. Tilfældigt. Du ved ikke, at jeg ved, at du har været der hele tiden. Da vi går hinanden i møde, har du dit blik ærbødigt sænket. Jeg ser dine lange, sorte øjenvipper og glemmer at trække vejret. Jeg ser din brune hud, guldsmykkerne stråler mod den, jeg ser dine rødlakerede negle. Dine små fødder og din skikkelse, som anes tydeligt under din dragts tynde stof. Jeg kunne dræbe dig, knuse dig med et enkelt ord, for at vildlede mine tanker. Jeg kunne hidkalde al skovens energi og forvandle dig til pulver. Jeg kunne.

Så møder dit blik mit.

Jeg ved, da jeg ser ind i dine sorte, kloge øjne, at du skal være min.

 

Post Revisions:

There are no revisions for this post.

13 thoughts on “Jeg ser dig

  1. Flot og sanselig tekst, hvor det virkelig er lykkes dig at skabe sådan en rigtig mystisk og magisk fantasy-agtig stemning. Det hele er meget malerisk og der er masser af show – og så har du også et mystisk væsen, der møder et mennesker, hvorved opgaven er løst til punkt og prikke.

    Det eneste springende punkt i historien er det med spådommen; han er dømt til at elske et menneske, hvis han angriber. Men da han møder “hende”, er han vel ikke gået til angreb? Her bliver jeg en smule forvirret. Og så er jeg mægtig nysgerrig efter at finde ud af, hvad han egentlig er for en, men spændende er han!

    Til trods for det, for mig, forvirrende punkt, nød jeg virkelig at læse denne maleriske tekst fra en mystisk verden.

    Mange hilsener

    Nana

    1. Hej Judith. Jeg har bevidst undladt at fortælle ret meget om væsenet. Show, don’t tell, er en kunst, jeg så gerne vil lære. Jeg er simpelthen bange for at overforklare, som jeg synes at mine jeg-fortællere tit kan blive. Ihvertfald, når jeg skal bruge dem :-). Istedet vil jeg gerne have stemning omkring at skabningen stræber efter noget (næsten) uopnåeligt.

  2. Hej Dorte

    Jeg forstår ikke rigtigt på hvilken måde din hp er en ikke menneskelig skabning. Men for historien som sådan betyder det ikke noget. Du har skabt en dejlig stemning af mystik og 1000 og en nat, som jeg nyder at læse.

    Derer dog et afsnit som kunne tåle lidt afpudsning.

    Men så udviklede jeres samfund sig. I blev til samfund, holdt mandtal, fik infrastruktur. I blev politikere. Alt for ”samfundet”. I blev borgere og fulgte lydigt alle, der havde magt over skriften og jernvåbnene. I blev magtfulde. Vi blev ”nyttige”. Og bag murene styrede få, men magtfulde mænd jeres samfund.

    Her bruger du ordet samfund 4 gange. Måske kunne manvariere lidt, så bliver det lettere at forstå

    Men så udviklede jeres civilisation sig. I blev til samfund, holdt mandtal, fik infrastruktur. I blev politikere. Alt for ”fællesskabet”. I blev borgere og fulgte lydigt alle, der havde magt over skriften og jernvåbnene. I blev magtfulde. Vi blev ”nyttige”. Og bag murene styrede få, men magtfulde mænd jeres stat.

    Det er bare et forslag. teksten er din.
    Og jeg nød læsningen.

    Kh Nina

  3. Hej Dorte.

    Et levende træ? En vandrende ånd?
    Jeg ved det ikke og kan ikke lade være med at gætte på, hvem jeget er.
    God tekst, der emmer af mystik.
    Afsnittet omkring samfundets udvikling virker en smule sprogligt rodet.
    Ellers fint sprog.

    Vh. Amanda

  4. Hej Dorte,
    Jeg kan heller ikke helt gætte væsenet, men den stemning du skaber er virkelig god. Teksten sanses og jeg får lyst til at vide mere. Virkelig godt skrevet.
    Kh
    Mette

  5. hej dorte

    Jeg kan ikke få hul på din historie. Hvad er det for et væsen der kan skifte skikkelse? Det får jeg ikke mere at vide om. Hvordan skulle jeg så kunne leve mig ind i det væsen? Der kommer enkelte oplysninger om situationen dryppende hen ad vejen.

    Her er mit resumé af historien:

    Et væsen ønsker at redde skoven og taler med en ægtemand om det. Dennes unge kone har gemt sig bag et tæppe for at høre samtalen. Væsenet er interesseret i global politik. Væsenet har antaget en mands skikkelse, det vil ødelægge ægtemandens by når han ødelægger væsenets skov, men er dømt til at elske et menneske hvis det angriber byen. Væsenet forelsker sig i konen.

    Sådan opfatter jeg teksten. Jeg savner hvem, hvad, hvor, hvorfor som men vist havde udnævnt de fire hjørner i fortælleteltet til. Der er for mange spørgsmål i mine tanker og for få svar i tekstn. Du hr nok en sammenhæng i dit hoved, men den bliver ikke klar for mig, den forbliver på skitseplan.

    De bedste hilsener, jesper o

  6. Kære Dorte

    Jeg var i din tekst, som i et eventyr. Det er stemningen, det mystiske og faretruende. Det gode og det onde. Jeg forstår ikke væsenet, men det gør mig ikke det fjerneste. Jeg var i teksten.

    Kh Aviaaja

  7. Hej Dorte
    Jeg sad og holdt vejret, og opdagede det først da der stod, at HP også holdt vejret.
    Det er gribende berettet, men ligesom de tidligere kommentatorer nager det min nysgerrighed, at jeg ikke får det mindste hint om, hvem væsenet er. En formskifter fra skoven kan så vidt jeg ved være mange ting.
    Tak for en spændende opgavebesvarelse 🙂
    – Nielsdatter

  8. Hej Dorte!
    Jeg er mystificeret, men indfanget af din tekst, hvor jeg ikke rigtigt bliver klog på, hvem eller hvad “væsnet” er …
    Til slut tænker jeg “et spejl” 😉
    Sproget er godt og besnærende, lokkende og forførende, fortællingen mystisk og malerisk.
    Masser af show, knapt så meget tell det er godt.
    Desværre ikke meget konstruktivt herfra …
    Tak for den!
    KH
    MOH

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.