Jarg vil gerne ha en HUND

Hendes skærebrænderstemme høres over hele huset. Hun taler vist med noget familie. Hendes hjemlands sprog er ikke kønt. Hun har klædt sig pænt til familiefrokosten, men make-up’en virker alt for overmalet til det lille ansigt. Hun skal præsenteres over for min familie

Hun er kvinden i mit liv.

Mor har bagt kage, da jeg vil fortælle den store nyhed. Hun serverer en rygende varm sandkage, der som sædvanligt er alt for tør. Kaffen er for tynd. Som sædvanligt. Jeg har brug for at fortælle. Imens rører mor i  den alt for fede suppe.

Men det er ligegyldigt, for jeg har brug for at fortælle om mit møde med Pavarit.

“Mor, jeg har mødt en. En..en pige. En rigtig dygtig pige. Vi flytter snart sammen.”

Pavarits køkken lugter ikke ligsom mors. Heldigvis. Hendes madlavning er regulær kunst – også fordi hun har en misdannet venstre hånd. Hun tager ved wokgryden og slynger dens indhold som en professionel kok. Jeg kan ikke lade være med at se på hendes ansigt, når hun gør det. Sammenbidt, koncentreret og alvorligt. Sådan nogle som hende giver sig tid til at lave mad. Hun køber i den vietnamesiske specialbutik, som ligger otte kilometer herfra, i byen. Mange gange tager hun cyklen, når jeg ikke kører hende.

Mor sætter sig over for mig og smiler lidt. Rygningen har sat sine spor i hendes ansigt. Pavarit er lille og fin og myreflittig. Ikke som det opblødte kvindemenneske, der har sat sig over for mig.

“Hun hedder Pavarit og kommer fra Fillipinerne.”

Latter. Den varer ved lidt for længe.

“En lille skævøje – en lille stram skævøje. Det tror jeg gerne! Lad os møde hende til søndagsfrokost!”

Min far og min bror glor på hende hele dagen og griner sjofelt. Vist har hun da en fiks skikkelse – det er de bare ikke så vant til. Jeg har dog svært ved at klare som deres øjne klæber til hendes bagdel, da hun hjælper mor med at rydde ud i køkkenet. Efter kun et par timer bryder vi op. Jeg tager hende i hånden og nærmest trækker hende ud i bilen. Jeg vil beskytte min engel mod mine klamme familiemedlemmer. Jeg beslutter mig for at bryde med dem. De er simpelt hen sunket for dybt. Pavarit er ikke. Pavarit ved, hvad hun vil.

Hun tager p-piller og får mig til at føle mig som en mand. Jeg var med hende hos lægen og på apoteket. Her købte vi p-piller – jeg betaler. Hun vil have mig.

Dagen efter – mandag – kommer jeg hjem og kører bilen i garagen og så er det at de ikke er til at overse. Papkasserne fylder mere og mere i garagen. Jeg åbner en af dem. Her finder jeg en tøjkanin. Og en til. Endnu en kasse. Børnetøj, masser af børnetøj. Drengetøj i forskellige størrelser. Endnu en kasse. Playstation og spil.

Hun kommer ind i garagen og jeg ser spørgende på hende. Hun siger blot på sit skingre, syngende sprog:

“Jarg vil gerne ha en HUND!”

Post Revisions:

There are no revisions for this post.

8 thoughts on “Jarg vil gerne ha en HUND

  1. Hej Dorte.
    Ja, hun vil gerne have en hund. Der bliver sikkert mere hun gerne vil have. Hun er hvis lidt mere ude efter et hjem til sine børn, som hun åbenbart ikke har fortalt om. Hun er ikke intresseret i manden, kun hvad han kan give hende af goder. man får helt ond af ham.
    Kh Marli

  2. Hej Dorte

    Der er vist nogle mennesker her der ikke helt er afklaret i forhold til hinanden, stakkels mand.
    Jeg kunne godt tænke mig, at hans kommende viv har et navn fra begyndelsen i stedet for “hun”.
    Jeg tror ikke, jeg helt forstår, hvorfor han bryder med sin familie med begrundelsen, at de skulle være sunket lavt, fordi de kigger beundrende på Pavarit.
    Kh. Helle 🙂

  3. Hej Dorte.

    Du beskriver fint det forhold, at nogle mænds udvælgelse af livspartner ikke altid bliver udtænkt i hovedet.
    Alle de signaler hans omgivelse ser, ser han ikke, så der er lagt op til den store udnyttelse fra hendes side.
    Mon ikke et par børn kommer til syne i den nærmeste fremtid.
    Og så en hund.
    God læse-underholdning.

    De bedste hilsner

    Le©nius.

  4. Kære Dorte
    Jeg får nu lidt ondt af ham. Mest fordi han skal igennem alle de spekulationer omkring om hun da virkelig ikke kan lide ham? Hun er så fin og så dygtig synes han, og det er synd hvis han skal ende med at se hende med morens briller. Respekten for moren har han allerede mistet, hvis han også mister respekten for kæresten, så er der altså lang vej igen.
    Kan vi håbe på et par søde og nemme drenge? – en kæreste der trods alt er glad for ham?
    Jeg bliver lidt forvirret i starten da hans første ord om hende er hendes skærebrænderstemme. Det er ikke så positivt som resten af teksten ellers viser.
    Fint billede af en stakkels, måske naiv mand. Jeg håber nu . . . .
    kh dorte

  5. Hej Dorte
    Har hun et par børn og en hund der kommer med næste fly? Hun ved hvad hun vil og det er mere end han har tænkt sig: mad og sex. Han vil have en kvinde så langt fra moren som muligt. Er han sød ved hende, er hun helt sikkert meget sød ved ham. Og hun skal nok få brugt pengene.

    De bedste hilsener
    jesper o

  6. Hej Dorte
    Rigtig god historie, en totalt genkendelig skjult og sød dagsorden.
    Teksten fungerer fint og så siger de at vi ofte ikke skriver som det andet køn. Konstruktiv kritik – der er noget omkring forløbet mellem at han fortæller og at Pavarit kommer.
    Men tak,
    Anne

  7. Hej Dorte

    Sikke et flot portræt af både den danske familie og den udenlandske kvinde med en skjult dagsorden.
    Meget kreativ og læseværdig besvarelse af opgaven (som jeg aldrig selv nåede at få løst)

    Mange hilsener

    Nana

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.