Frank Herbert: Dune

Uddrag af bogen:

 

You cannot avoid the interplay of politics within an orthodox religion.This power struggle permeates the training, educating and disciplining the orthodox community. Because of this pressure, the leaders of such a community inevitably must face that ultimate internal question: to succumb to complete opportunism as the price of maintaining their rule, or risk sacrificing themselves for the sake of the orthodox ethic.

Om sin egen magt tænker Poul Muad’Dib, da sejren er i hus:

In that instant, Paul saw how Stilgar had been transformed from the Fremen naib to at creature of Lisan al-Gaib, a receptable for awe and obedience. It was a lessening of the man, and Paul felt the ghost-wind of the jihad in it. I have seen a friend become a worshipper, he thought.

Et af Frank Herberts temaer i sin fremragende science fiction, Dune, er religiøst lederskab og de underliggende farer ved netop dette. En forgudelse/forherligelse af en leder. Jeg vil dog mene, at Dune ikke helt tager sig af problemet, idet Paul Muad’Dib ER beundringsværdig og virkelig fortræffelig, idet hans fysik og især psyke er på grænsen til det overnaturlige. De ledere, der i dag, ihvertfald på overfladen, forgudes, ER nogle virkelige idioter. Man kan næsten sige, at al den forherligelse, de bliver tildelt, er omvendt proportional med dybden af deres inkompetence. De har ikke indsigten til at se at deres folk blive reduceret fra venner til tilbedere. Faktisk forventer de tilbedere og rygklappere. Det er altså en politisk roman.

Et andet emne er økologi. Hvordan spiller økologien sammen med menneskene og i dette tilfælde er planeten Arrakis, Dune, omdrejningspunktet omkring hele dette fremtidsunivers. Herfra skal netop høstes det spice melange, som giver mentale kræfter, synskhed og universets Guild Navigators kan rejse gennem universet ved at være udsat for store doser af stoffet. For det er afhængighedsskabende og hvis man stopper med at bruge det, kan det blive fatalt, som en slags narkotika. Så de, der sidder på Arrakis er særdeles magtfulde. Men det er på grund af planetens unikke økologi, en ørkenplanet, der er så tør, at skal man færdes i det fri, er man nødt til at iføre sig særlige dragter, der gør brugeren i stand til at genanvende sit eget vand. En væsentlig del af fremstillingen af spice melange er de kolossale sandorme, hvis livscyklus frembringer stoffet naturligt. Økologi er jo nok et bærende element i enhver politisk roman – hvordan påvirker miljøet og omgivelserne os. Opdigtede eller ej – man bliver nødt til at inddrage det i sin baggrund, hvis man vil skrive en god bog.

Dune er næsten et skoleeksempel på, hvordan man kan skrive en god roman. Jeg kan mærke omridset af Frank Herberts håndværk. Detaljerne omkring en fiktiv verden er beskrevet så levende at jeg kan mærke sandet mellem tæerne. Man når i øjenhøjde med en verden, der ellers er (lidt for) fantastisk. Den er iøvrigt et glædeligt gensyn, for jeg læste den som stor skolepige og det er ultralækkert at opdage, at man ikke er vokset fra den.

Problemet er bare lidt – ikke så meget kun med denne roman – man mærker ikke smerten. Jeg mener at bogens clou sker i starten, hvor Frank Herbert vil forklare omridset for ørkenplaneten Arrakis’ politiske skæbne – den hidtil herskende familie, inden Pauls familie træder til, Harkonnnen, har udøvet massiv undertrykkelse af de indfødte, Fremenerne. Det manifesterer sig her ved at undertrykkerne har hældt vand på gulvet ved festlige lejligheder, lade det vand opsuge af håndklæder, som så trædes under fode, og bliver videresolgt til fattige indbyggere. Vand er på en ørkenplanet, hvad diamanter er her – en valuta, et pressionsmiddel. Her fornemmer man den ondskabsfuldhed, som Harkonnen repræsenterer, noget, som Leto Atreides, Pauls far, hurtigt får ændret. Det er altså en politisk sci-fi, uden et egentligt skræmmebillede, men blot en fortolkning af hvordan mekanismerne bag politik fungerer.

Det er måske ikke helt så relevant at bringe reel menneskelig smerte på banen i forbindelse med en fremtidsversion. Vi kan jo tænke os til det. Alligevel – når jeg sammenligner den med fx. Niels Nielsens “Narrens drøm” synes jeg dog at den danske roman formår at bringe mennesket så meget op til overfladen, at man får en knude i maven. Det sker ikke rigtigt med Dune. Men bortset fra det – altså – jeg slugte den igen og har heldigvis hele den komplette serie. Det nøjes jeg så med. Herberts sønner har skrevet videre på den senere, men dem gider jeg ikke at læse. Ikke endnu, ihvertfald.

Her forklarer forfatteren kort om sine bøger:

Post Revisions:

There are no revisions for this post.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.