David Morrel: First Blood

So why don’t you clean up your act? he thought. Shave and get a haircut. Fix up your clothes. You’ll get your rides that way. Because. A razor’s just one more thing to slow you down, and haircuts waste money you can spend on food, and where would you shave anyhow; you can’t sleep in the woods and come out looking like some kind of prince. And with that, his mind moved in a circle and he was back to the war. Think about something else, he told himself. Why not turn around and go? Why come back to this town? Its nothing special. Because. I have at right to decide for myself whether I’ll stay in it or not. I won’t have somebody decide that for me.

But this cop is friendlier than the rest were. More reasonable. Why bug him? Do what he says.

Just because somebody smiles when he hands me at bag of shit, that doesn’t mean I have to take it. I don’t give a damn how friendly he is. It’s what he does that matters.

But you do look a little rough, as if you might cause trouble. He has a point.

So do I. In fifteen goddamn towns this has happened to me. This is the last. I won’t be fucking shoved anymore.

Why no explain that to him, clean yourself up a bit? Or do you want this trouble that’s coming? You’re hungry for some action, is that it? So you can show him your stuff?

I don’t have to explain myself to him or anybody else. After what I have been through, I have a right without explanation.

At least tell him about your medal, what it cost you.

Too late to stop his mind from completing the circle. Once again he returned to the war.

 

Historien om en ung, utilpasset Vietnam-veteran, der kommer vandrende ind i den lille by Hope i 1972 for at slå sig til ro der. Fast besluttet efter utallige afvisninger andre steder fra. Han er traumatiseret, ensom og vil bare have ro til at slikke sårene. Det får han ikke lov til. Den livsskuffede Wilfred Teasle, en lokal politiboss, kan ikke lide den unge mands udseende og beder ham forlade byen.

Det passer ikke den unge mand, der til Teasles voldsomme irritation bliver ved med at vende tilbage, selv om han er blevet eskorteret ud af byen og bedt om at holde sig væk. Rambo, som den unge mand hedder, i bogen konsekvent omtalt som “the kid” – knægten, insisterer på at ville slå rod og finder sig ikke i flere afvisninger. Det medfører at Teasle til sidst arresterer ham og udsætter ham for en rå behandling. Rambo er traumatiseret og ender med at slå en anden ung politimand ihjel, fordi arrestationen minder ham om sadistiske fangevogtere i Vietnam.

Det lykkes Rambo at flygte og med Teasle og korpset i hælene, indleder Rambo en menneskejagt, hvor han får flere menneskeliv på samvittigheden. Og Teasle når aldrig at få et ben til jorden, trods alt sit udstyr, for Rambo er professionel soldat og krigshelt og har rigtig mange beskidt kneb oppe i ærmet.

Det er en hæsblæsende jagt over stok og sten i det amerikanske landskab, actionmættet og så helt nede på jorden, at alle kan være med. Jeg forstår godt at bogen har inspireret til en række af actionfilm. Udtrykket “to draw first blood”, som jeg tror titlen hentyder til, betyder at vinde første runde og at hele denne historie bygger på, hvem der vandt første runde og beholdt forspringet. Det gør Rambo – det ved vi jo alle. Her hører enhver lighed med filmen dog også op. Det ender med begges død, Teasles og Rambos. Og det er ikke kønt. Fortællingen er højspændt på alle mulige måder og handler egentlig mere om Teasle end den gør om Rambo. Den er højspændt og sansemættet, hovedpersonerne sveder, ruller rundt i mudder, fryser og har smerter. De er sultne og tørstige og bange og de begår fatale fejl.

Det er egentlig Teasle, der er mest i fokus. Han har haft en ulykkelig opvækst, adopteres af faderens bedste ven, Orval, som ender med at gå til i jagten på Rambo. Han er nyligt fraskilt fra sin kone og ser sin tilværelse smuldre. Overvægtig, øldrikkende og træt af det hele. Ind på scenen kommer så denne utilpassede unge fyr, som giver Teasle muligheden for spænding i tilværelsen – det får han så i overmål. Teasle er krigshelt fra Korea og beror sig på sine erfaringer derfra, et godt mandskab og godt udstyr til at jage og fange Rambo. Det lykkes mildest talt ikke. Rambo får vi til gengæld ikke meget at vide om, ud over, at han er trænet elitesoldat og det kommer helt bag på Teasle efter den første store menneskejagt efter Rambo i skoven.

Det er den korte version af historien. Fortælleteknikken er enestående synes jeg, for den kunne være primitiv, brovtende, pubertær, endimensionel. Men den er istedet i øjenhøjde, voldsomt kritisk, humoristisk, stilfærdig og så denne omtale af Rambo som en knægt, et barn, er interessant. For mig bliver han et offer og på en eller anden måde tror jeg, at Teasle har sympati for ham. Måske fordi at Rambo er så trodsig, han handler i trods. Han svælger ikke i vold. Han reagerer bare, som om han er i krig – da Teasle udfordrer ham, bliver han igen fanget i krigens vold og kan ikke lade være med at slå ihjel. Det er det, jeg tror bogens pointe er – man sender soldater ud, der vender traumatiserede hjem og så behandles de som udstødte. Man hæfter sig ikke ved Rambo som actionhelt, men som mand, der fanges af sin indre forestillingsverden og ikke formår at bryde ud af den igen. Samtidig finder Teasle spænding ved at lege røvere og soldater, men indser at det går for vidt.

Fra omkring 2:00 til 12:00 taler David Morrell om “First Blood”

 

Billedkilde: goodreads.com

Post Revisions:

There are no revisions for this post.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.