Fiat Panda 2

Midt i al latteren og tørkagen og købekaffen, landede en måge på den sorte motorhjelm og gloede lige ind gennem forruden til dem. Den gik lidt rundt på motorhjelmen, som om den søgte efter et eller andet og bilens ejermand spurgte Kirstine:

”Burde jeg jage den væk?”

Så sked dyret på bilen med en selvtilfreds mine og fløj væk.

”Jeg burde have jaget den væk,” sagde manden i den dyre oilskinscoat. Kirstine smilede. ”Det ordner jeg.” Hun tog en vandkande fra vaskestationen og skyllede fuglelorten væk. Ellers havde den lavet et mærke på den kostbare lak. Hun gnubbede lorten væk, da hendes øje pludselig fangede blitzen. Hun var blevet fotograferet. Af et professionelt kamera, som blev brugt af rigtige fotografer. Dem fra ugebladene.

Den havde Kirstine ikke set komme og stivnede straks. Hun satte sig ind i bilen igen med en slukøret mine. Hvad gjorde hende interessant? ”Det er jeg snart vant til. Det må du undskylde…” sagde manden i den dyre skindjakke. ”Skal jeg ikke køre dig hjem?” Hun nikkede, stadig i en tilstand af mild chok. De kørte tilbage af den ulyksalige vej, hun var kommet ad få timer forinden. Forbi den totalskadede, lille bil i svinget, som stadig var et tårefremkaldende syn og hjem til Kirstines lille fraskilte hytte, der stod i gæld til op over ørerne. Da Maybach’en gled ind i hendes indkørsel, gjorde den skærende kontrast hende næsten flov.

”Du bor pænt – virkelig pænt.” sagde manden i skindjakken.

”Tak,” svarede hun. ”Jeg er glad for min have. Huset trænger til en renovering her og der, men til gengæld er badeværelset okkerbrunt. Det er pænt og rent, men lidt gammeldags.”

Så var haven endnu mere oplyst af blitz fra indtil flere kameraer.

Kirstine og manden med Mercedesen gik indenfor og hun trak alle gardiner for. De skydende lys kunne stadig ses udenfor.

”Blitzkrieg.” sagde Kirstine lavmælt. ”Gad vide, hvad de selv ville sige til det? Vil du have kaffe?”

*

Manden med skindjakken sukkede. Han så hende dybt i øjnene – et blik, mange kvinder ville sælge deres sjæl og krop til fanden for at være i nærheden af. ”Ved du – jeg har en affære.”

”Det kommer de nok til at skrive, ja.”

”Nej – jeg har en affære, som min kone kender til. Hun er gravid og hun er nitten.”

”Jamen, for søren da. Kunne du ikke bare have holdt den i bukserne?? Når man tænker på din status og det…”

”Nej – hun var gravid, inden vi mødtes. Det er forbi mellem konen og jeg. Som det nu går i den her branche. Jeg har for lidt tid til almindelige kvinder. Den nye pige er en gudsbenådet guitarist, som er lige så opslugt af mit håndværk som jeg er og jeg vil støtte hende, uanset om vi har et forhold eller ej. Men mit ægteskab er dødt. Det har den kulørte presse fået færten af og så skal der skrives. Det kan jeg leve med – men at blive forfulgt er faneme anstrengende. Jeg er kun et menneske, Kirstine, og gu ve om ikke de mennesker, der køber fotografernes blade ikke også ved det? Jeg er bare nødt til at følge den vej og pressen må se, om de kan følge med.”

Han drak en slurk af sin kaffe. Hun bemærkede at den kop, hun havde givet ham, havde skår. Hun kunne ikke lade være med at smile. Han lod til at kunne lide kaffen. Og hendes selskab – han måtte føle at han kunne stole på hende. Hvilket han også kunne. Og der var ved at blive stille ude i haven. Kirstine håbede ikke, at hendes georginer var trampet til døde under fotografernes støvler. Dem skattede hun højt.

Hun var meget glad for de georginer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.