Fiat Panda

Regnen var våd og spejlglat. Pludselig havde skyerne trukket sig over den lille, røde bil og sommerdækkene havde ikke formået at smide al vandet fra sig. Hun var kuret sidelæns et langt stykke ud af den lange landevej og bilen var skredet af vejen for at lande i et træ. Dybt chokeret, men uskadt stillede hun sig ud i regnen og græd. Der var ingen i nærheden, der kunne vidne, hvad der var sket og hun var nødt til at få kontrol over sin vejrtrækning, før hun kunne ringe efter hjælp.

Den lille Fiat Panda havde fået ordentlig slagside af træet og den var så nyindkøbt, at kaskoen ikke var trådt i kraft endnu. Hun kom faktisk fra brugtvognsforhandleren. De små firs tusinde kroner var nu en bunke værdiløst metal. Kvinden, Kirstine, skreg på hjælp fra sin totalskadede bil og økonomi, sine knuste drømme og børnene, der havde måttet undvære og undvære på grund af opsparingen til bilen. Alt var væk og regnen blev voldsommere. Kirstine var til rotterne.

Så, for hendes tågede blik, kom en sort skygge. En bil, der standsede tæt på hende, mærket så hun ikke, men den var meget sort og helt sikkert meget dyr. Nogen nærmede sig hende og to stærke, oilskinscoat-klædte arme slog om hende. Hun vrælede snot på den tilsvarende krave, der duftede af læder.

”Sæt dig ind i min bil,” sagde skindarmenes ejermand. ”Du er gennemblødt og jeg vil lige se skaderne an. Er du ok?” Hun nikkede og så ham op i ansigtet. Hendes mascara løb og øjnene måtte være højrøde. Han åbnede døren til sit passagersæde og bød hende indenfor. Det var ganske rigtigt en dyr bil. Champagnefarvede lædersæder, lækkert infocenter med æble på og dæmpet lys i loftet. Bilen var slukket af sig selv for at spare brændstof, men tændingen tillod behagelig musik fra et lækkert lydanlæg. Mercedes, fortalte rattet hende. Med andre ord, en bil, hun slet ikke følte sig hjemme i. Den duftede ny af læder og ekstrem rigdom.

Manden i den nu dyngvåde skindjakke satte sig ind i førersiden i bilen. Han så tankefuld ud.

”Dét der bliver aldrig til bil igen.”

Kirstine hulkede. ”Prøv at høre – jeg prøver virkelig at tage mig sammen. Mange tak for din hjælp, men jeg har lige købt bilen efter længere tids opsparing og det er mere end bilen, der er knust – det er mine drømme også. Jeg og børnene kunne jo køre land og rige rundt – og jeg satte farten meget ned, da regnen startede og jeg så svinget. For pokker da også! Og nu sidder jeg og drypper på dit forsæde, hvor er det PINLIGT!”

Han lyttede tålmodigt til hendes tirade og smilede.

”En ting ad gangen. Se, her er en telefon – prøv at ringe til forsikringen.” Hun ringede og forsikringen var naturligvis ikke gået igennem. Der gled en skygge for mandens ansigt.

”Nu kører vi forbi brugtvognsforhandleren og ser, hvad vi derfra kan gøre.”

Tilbage hos brugtvognsforhandleren skete der flere ting på en gang. Da Kirstine og manden kom ind af døren, gav forhandleren sig til at gå rundt i cirkler. ”Goddag, altså, det er helt…altså…jeg har set alle dine film. Jeg har dem alle sammen på dvd. De er for fede, jeg mener…”

”Goddag, hr., jamen så kender du mit navn. Jeg kommer faktisk på vegne af Kirstine her, som lige er kørt galt og har fået totalskadet sin bil, som hun har købt hos dig. Jeg mødte hende derude og nu er hendes kasko ikke gået igennem. Hun er i krise over det – kan du hjælpe her?”

Det kunne forhandleren. Forsikringen var stadig hans ansvar, så længe, hendes ikke var gået igennem og Kirstine fik refunderet det fulde beløb. Hendes glæde var uendelig.

”Så – må jeg ikke byde en kop kaffe? Mange tak for din hjælp til en lille husmor.”

Han rystede på hovedet.

”Jo, det har været lidt af et offer for dig – jeg ved, at pressen er efter dig konstant og at udlevere dit telefonnummer til forsikringsselskabet er i sig selv en risiko. Skal vi ikke køre forbi en tankstation og købe en citronmåne – den der fra dancake?”

De lo alle tre og Kirstine inviterede sin redningsmand på kaffe og citronmåne.

I en Mercedes Maybach.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.