Efteråret er kedeligt

Klokken er halv seks og det er bælgmørkt. Den lille er kravlet ind mellem sine forældre i løbet af natten, formentlig på grund af den infame blæst, der har hærget landsdelen i flere døgn nu. Far er taget på arbejde og er ikke hjemme før om flere dage. Men mor hænger derhjemme. Og lytter til vejret derude fra sin lune seng, vejret, himmel og hav står i et.

Det er faktisk røvtrist og mor prøver at lade være med at være utaknemmelig. For femten år siden har hun ladet en Sequiadendron plante i baghaven, en californisk kæmpefyr, der herhjemme ”kun” vokser en halv meter i året. Den holder stædigt stand, men må også slippe et par grene til blæsten. Hun føler med den, træer er jo også levende væsener. Og den ikke helt ubetydelige stamme kan ikke krybe i ly og lune sig ved gulvvarme. Det er de barske vilkår.

Så hun kan ikke komme i haven og pusle med sine planter. Ejheller kæmpefyren. Tumulten foregår oppe i mors eget hoved og da hun ser på træet fra sit skråvindue på loftværelset, åbner hun op og lader lidt storm komme ind til sig. Hun ser træet bøje sig for vinden, men ikke knække. Er det ikke noget med et japansk ordsprog: et menneske skal være bøjeligt som en gren, for nok kan man bøje sig for skæbnen, men ikke lade den knække sig? Det er egentlig noget sludder, at lade en plantes egenskab føre over på en menneskelig. Ubrugelig talemåde.

Alligevel må hun beundre træets evne til at modstå vind og vejr og vokse sig større og stærkere hele tiden. Den taber nålene, javist, og det giver oprydning om foråret, men hvad så? Træet har holdt stand og som tak for trofast læ for vinden og standhaftighed er der lidt oprydning. Og hvad så? Hvor der handles, der spildes, eller…? Granen formår at give en storslået, kegleformet silhuet i skumringen dag ud og dag ind og den vokser sig kun mere og mere majestætisk. Tænkt, hvis man med alderen kun blev større, stærkere og smukkere?

Det er tid til indendørs sysler efter at børnene er sendt i skole, tøjvask, hente kød op til aftensmad, måske lidt rengøring og gud, ja, smørrebrødspapir. Det stod ikke på indkøbssedlen, på trods af at der ikke er mere. Gøremål, gøremål, gøremål. Det kunne være herrefedt, hvis man blot skulle koncentrere sig om at vokse sig større og det kunne være endnu mere fedt, hvis man havde et par hundrede år til det. Tiden burde ikke betyde noget. Det er måske det, der gør træet sejt. At det får lov til at udvikle sig langsomt. Og bliver ved med at vokse, stille og roligt. Ting skal ikke hastes igennem i den ideelle verden.

Så fra morgenstunden tager hun sit regntøj på – ungerne kommer jo hjem klokken 15 – og begynder at gå. Hvorhen ved hun ikke helt, men verden skal besigtiges i storm og regn. Hvis en kæmpefyr kan, så kan hun også – gå og vokse sig stor. Følelsen af at være tilovers forsvinder, kedsomheden forsvinder, frustrationen og kedsomheden fordi livet er en endeløs række rutiner, der er til glæde for alle andre end hende selv. Der er noget smukt i blæsten og regnen derude og hun fortsætter sin vandring. Der er en lang allé af træer i nærheden. Hun vil følge stien derudaf og vil så se, hvor det fører hende hen. Bare hun sørger for at være hjemme inden klokken tre, for der er børnene jo hjemme fra skole.

Der er jo heller ikke meget frihed i at stå det samme sted og vokse hele livet – eller hvad?

Billede: wikipedia.org

Post Revisions:

There are no revisions for this post.

10 thoughts on “Efteråret er kedeligt

  1. Hej Dorte.

    Hvilken smuk tekst. Kan virkelig godt lide at hun sammenligner sig med træet og dets styrke. Så skide være med svaghederne, så som at miste nålene, når man vokser sig større, stærkere og smukkere med årene, som du så flot skriver. Det sætter tingene lidt i perspektiv. På den gode måde. Tak for det.

    Kh Uhrskov

    1. Tusind tak for din kommentar. Det var sådan lidt “følelse” og “træ”. Så – hvad var mere nærliggende at sammenligne sin følelse med et træ. 🙂

  2. Hi Dorthe
    Tak for en tekst der kæder den daglige trommerum sammen med naturen – her træets evne til overlevelse. Det lyder virkelig som om både træet og hun har et røvkedeligt liv. Men hun støtter sig til træets even – når det kan kan hun også. Det er jo flot.

    Havde lidt problemer med at finde ud af det med den lille, der var kravlet ind til forældrene i nattens løb, men så var far taget på arbejde.

    kh
    Børge Lindschouw

    1. Hej Børge.

      Tak for din kommentar. “Den lille” er en purk i seksårsalderen, der har periodevis morsyge og som har svært ved at sove :-).

  3. Hej Dorte
    Det er en rigtig god tekst, du har skrevet!
    Der står meget i den, og der er en følelse af fremdrift og opbrydelse, som udspringer af kedsomheden over den daglige trommerum.
    Jeg nød at læse din historie!
    De bedste hilsner fra Anne

  4. Hej Dorte
    Jeg sidder tilbage med en bange anelse om, at hun ikke er gået tilbage, når børnene kommer hjem kl tre. Selvom hun bliver ved med at tænke at det skal hun. Og måske er det netop fordi hun gentager det, at jeg begynder at tvivle. Der er noget endegyldigt over hendes gåtur lige midt i alle gøremålene. Jeg ved hun føler stærkt for sit træ, sammenligner sig selv med det. Børn og mand virker mere som en del af gøremålene. Men dette billede kan jo ændre sig fuldstændigt i fortsættelsen. Jeg glæder mig til at læse videre.
    Kh Sarah

    1. Hej Sarah. Ja, det er altid svært at vide, hvordan folk vil læse den og hvad læseren lægger mærke til. Mange tak for din kommentar. 🙂

  5. Hej Dorte

    Jeg kan mærke kedsomheden; den får du skrevet eminent frem 😉
    For mig at se er der lidt knas med overgangen fra at den lille purk i forældrenes seng til den ensomme iagttagelse af den gamle fyr – men jeg regner selvfølgelig ud, at børnene er sendt i skole.
    Godt fundet på at hp. sammenligner sig med et træ – og nok godt, hun konkluderer, at det må være lidt kedeligt at stå samme tid altid.
    God historie.

    Vh. Amanda

    1. Hej Amanda. Den lille fyr forstyrrer andre end mig 🙂 har gengældt din tjeneste. Tak for kommentaren.

      Dorte

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.