Dilddeller med tankeløs rutine

You are viewing an old revision of this post, from 9. januar 2018 @ 14:47:59. See below for differences between this version and the current revision.

Mine hænder laver frikadeller. Og det gør de bare. Næsten helt af sig selv. Jeg ved, at det er forbindelsen mellem dem og min hjerne, der aktiverer dem, men det føles som om de har deres egen vilje.

Min søn betragter mig, mens jeg skræller kartofler. Jeg kan godt huske, da min egen mor skrællede kartofler. Børn bliver vist fascinerede af hændernes rutine. Når de kører bil. Når de bager – banker gærdejen på plads. Stryger gennem kattens bløde pels.

De er med nu, hvor jeg skriver historier med kuglepen. Jeg har en ganske nydelig håndskrift og det er beroligende at skrive på papir. Det gør mig kreativ. Det gør mig rolig.

Ro er der ellers ikke meget for mig. Jeg føler mig unyttig. Måske er det derfor at mit hjem er så rent og pænt. Eller måske er det derfor at jeg er så dygtig til at lave mad. Mine hænder lugter enten af sæbe eller af karry.

Jeg skræller kartoflerne og ser skrællerne hobe sig op i vasken. Jeg lægger dem op i gryden. Måske skærer de enkelte over, der ellers vil være for store til at blive kogt færdig på 20 minutter. Gryden vejer godt til, da jeg har dækket dem med vand og stiller dem på komfuret.

Så kommer turen til fiskefarsen. Jeg lægger de optøede fileter op i foodprocessoren og starter den. Derefter kommer den hakkede fisk over i en stålskål, tilsættes salt, peber og for meget dild. Okay, jeg gik lidt i selvsving der. Jeg steger mine fiskefrikadeller med en overdosis dild og da de er tilpas, vil jeg lave karrysovs. Som bliver alt for salt. Jeg redder den med sukker og smager til. Tak, det var bedre. Jeg giver mig selv et imaginært klap på skulderen. Gæsterne ankommer og jeg siger goddag med et solidt håndtryk, som jeg har lært det. Katten har i sjov leget med mine hænder, der derfor har fået misse-ridser. Mine hænder holder for hver dag. Jeg ser de tydelige blodårer i hænderne træde frem og arret på højre hånds pegefinger. Jeg klemte engang fingeren under en væltet klapvogn og den blev trykket så eftertrykkeligt at neglen aldrig bliver sig selv igen. I et anfald af forfængelighed lader jeg neglene gro. Men neglen på højre hånds pegefinger flækker altid under neglelakken, når den har en vis længde. Knækker og flækker altid under den perfekte lak og minder mig om at jeg ikke har så pokkers meget tid at leve i. Så jeg prøver at lade være med at spilde tiden.

Jeg betragter mine hænder imens jeg pisker sovsen blank. Jeg fatter ikke at det er min hjerne, der styrer hånden. Jeg har faktisk pæne hænder, der dog har tendens til at få tør hud om vinteren. Men de er pæne. De er slanke med lange fingre og velformede negle.

De må have deres egen vilje. Jeg kan ikke tro andet. Ellers må det vel være rutinen.

Dødsommelige rutine.

 

Billedkilde: dk-kogebogen.dk

Post Revisions:

Changes:

There are no differences between the 9. januar 2018 @ 14:47:59 revision and the current revision. (Maybe only post meta information was changed.)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.