Den lille røde sten mellem alle de grå

Det er denne morgen, hvor regnen vælter ned og hendes tynde jakke holder hverken kulde eller vand ude. Det går ud over uniformen, men der er kun få meter mellem hendes hjem og skolen. Hun kan godt lide at gå i skole, med skoleuniform, fordi alting er så enkelt, så ensartet. Det giver ro. Men hun har glemt sin regnjakke derhjemme og nu bliver hendes tøj vådt. Sikken uorden. Hun sætter farten op, for det begynder at blive koldt.

Da får hun øje på den. En rød sten, der lyser op i halvmørket. Den ser ud som om den har et indre lys, hvorfor kan hun ellers se den? Normalt ville hun skynde sig forbi den, for hun bliver våd og skal nå at møde et kvarter før klokken ringer. Men hun er også vant til at stien er helt fri for ukrudt og stenene har samme farve. Sådan har det altid været. Der er bare noget ved denne lille, ligegyldige genstand, der gør hende ulykkelig. Hun stopper op midt på stien i silende regn og er rådvild. Og hun begynder at fryse.

Før hun ved af det, har hun sat sig på hug for at samle stenen op.

Men da hun løfter op i den, hiver hun en rød streng op af jorden – den sidder fast i stenen, eller det, der ligner en sten. Den er varm og pulserende og hun slipper den forskrækket. Så nu ligger den foran hende og ligner et lille garnnøgle. Hendes hænder er våde og hun kan mærke på skuldrene at hun er ved at være gennemblødt. Klokken er ved at blive tyve minutter i otte, hun skal møde om fem minutter, er drivvåd, men ”stenen” har paralyseret hende af skræk. Og hun tager fat i den igen for at se en rød tråd, eller hvad det nu er, løfte sig fra jorden. Hun føler på strengen. Også den er varm og pulserende. Og glinsende. Den gør hendes hånd våd og slimet. Hun fortsætter med at trække op i stenen og mere tråd (blodåre) kommer til syne. Hun begynder at samle strengen i hånden, for den er tilsyneladende lang. Først følger den stien, faktisk hele vejen hen til skolen. Hun står pludselig foran skoleporten, lige til tiden, og holder en pulserende, stenlignende genstand og den streng, der hænger fast i den. Hun kunne slippe den og fortsætte bagefter – men hvad nu, hvis nogen ser den og tager den, mens hun er væk?

Hun ser ned på sine hænder. De drypper af kropslunt slim og noget, der ligner blod. Men hun kan ikke få sig selv til at slippe genstanden med (navlestrengen) strengen og hun er gennemblødt. Hvad hvis de voksne ser hende sådan? Hun føler sig besudlet.

Hun fortsætter hen over skolegården og undgår de andre børns blikke, mærker, at de andre stimler sammen bag hende. En dreng løber ind i bygningen, sikkert for at sladre, så hun må skynde sig ud. Cementen i gårdspladsen sprækker, efterhånden som hun løfter mere streng op. Hun er begyndt at smide den fra sig, efterhånden som hun går, for den bliver tykkere og tykkere og den viser hende hele vejen ud af skolens område og fortsætter ud af en sti gennem skolegårdens sekundære port. Nu er strengen så tyk at den fylder hendes hånd ud – hun får sværere og sværere ved at holde rundt om den og det bliver også tungere at løfte op i den. Stenen har hun for længst sluppet for at følge strengen. Den løfter hun nu med to hænder og den bliver ved med at bryde overfladen. Den ligger kun lige få centimeter under jorden og det undrer hende, at hun ikke har set den før nu. Dens overflade bliver mere og mere tør og nopret og den ”bløder” ikke mere. I det tiltagende lys kan hun se, at den snart vil føre hende ned ad en skrænt.

Hun følger den, nu rystende af kulde. Hun snubler på vej ned ad skrænten og lander på noget blødt og varmt. Noget rækker ud efter hende, næsten kærligt. Måske bliver hun trukket mod varmen.

Post Revisions:

There are no revisions for this post.

14 thoughts on “Den lille røde sten mellem alle de grå

  1. Hej Dorte S
    Den her lille fantasy-gyser kunne jeg ikke stå for. Titlen og den blodige hånd lokkede mig ind, og handlingen tryllebandt mig. Din overnaturlige “navlestreng” til skolen er lige tilpas uhyggelig for en fantasy-fan som mig. Så tak for læsning selv om jeg havde sagt til mig selv at nok er nok. kh m

  2. Hej Dorte

    Uha. Det er virkelig spændende!
    Hvad er det for et ‘eventyr’, hun er på vej ind i? Der er flere muligheder.
    Det er rigtig spændende.
    Hele teksten er spændende og meget velformuleret!
    Jeg har kun én anke. Og det er, at historien stopper 🙂 .

    De bedste hilsner fra Anne

    1. Hej Anne. Jeg er glad for, at du kunne lide det. Jeg er inspireret af japanske gyserfortællinger, små stumper psykologiske thrillere, der ikke lægger fingrene imellem. De kan være primitive, helt utrolig ulækre og samtidig virkelig raffinerede.

  3. Hej Dorte

    Det er ved at ebbe ud med min deltagelse i denne omgang, men jeg så lige dit bidrag og vil kommentere, men kort.
    God, uhyggelig fantasi. En begyndelse på noget, der kan blive til en god historie, men slutter ufærdigt her. Jeg kommer til at tænke lidt på Edgar Allan Poe, der også beskriver den slags unaturligt liv, som findes, hvor man ikke skulle vente det.
    Måske skulle du kigge lidt på sproget. Det kører, fornemmer jeg, i nogenlunde samme “rille” hele vejen igennem; jeg mærker ikke hendes følelsesmæssige udsving i det sproglige; de “postuleres” mere med beskrivelser som “paralyseret hende af skræk”. Den helt konkrete beskrivelse af tråd og sten i forhold til f.eks. hendes hånd er måske ikke helt præcis? Jeg har svært ved at se for mig, at hun samler tråden i hånden indtil den er blevet så tyk, at hun dårligt kan nå omkring den.
    Men god fantasy og uhygge.

      1. Hej Glenstrup. Du har ret. Den mangler sanselighed – den mangler at se HP’s frygt. Jeg arbejder på forbedringer. Mange tak for din kommentar og fordi du besøgte mig. Kom endelig igen 🙂

  4. Hej Dorte
    Jeg fryder mig over at du oplever et ægte mysterium på skolevejen, langt borte fra erindringsgenren. En kæmpeblækprutte, et væsen fra en ufo? En erindringstråd? Endelig sker der noget i den våde, uniformerede verden, noget helt nyt dukker frem hvis man giver sig tid til at bukke sig efter den mindste anomali, den mindste stenen på vejen. Tak or at du åndede det inden sidste uges sidste midnat!
    Kh jesper o

    1. Som altid, Jesper: at skrive dæmper larmen i mit hovede for en stund. Jeg ved ikke, hvad det er for en skabning, men jeg har ladet mig inspirere af japanske gysere. En uhyggelig historiestump, som man kan bruge til hvad man vil og man forstår historien mere med mavefornemmelsen end forstanden. Det synes jeg er gys med stil. Pigen her har OCD, forestiller jeg mig, japansk perfektionist, der så følger det ukendte, bliver forført, for at lære sig selv at kende og bliver tiltrukket af det varme ukendte. Jeg bliver så glad, når I besøger mig – kom endelig igen.

  5. – fint, Dorte, med japaneren (måske blevet til overs fra en tidligere opgave?!), så jeg tager til Japan næstkommende søndag for at opleve.

  6. Hi Dorte

    Facinerende måde at fortælle på. Jeg kunne ikke stoppe. Slutningen opleves som under uafsluttet fordi vi er i et “andet land” her. Jeg kan ikke selv digte videre fordi historien her ligsom gå i opløsning og nægter at fortælle videre.

    Ellers oplever jeg en pertentlig pige, der bliver fanget af sindsygen eller lignende og uanset hvad der iøvrigt sker må følge og gå lienen ud.

    Tak for god underholdning.
    Kh
    Børge

    1. …man må drage sine egne konklusioner. Jeg havde sådan lidt vågnende trods i tankerne og viljen til at ville bryde ud – det kan nogen gange føre til katatrofer eller en brat indsigt i sig selv.

  7. Hej Dorte.

    Mystisk og spændende historie, der slutter meget brat.
    Nu kan jeg så søge mod varmen, sammen med hp, der enten er ved at blive skør eller på vej ind i sit livs måske største eventyr.
    Velskrevet og absolut fangende.

    Vh. Amanda

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.