Bret Easton Ellis: Glamorama

Uddrag af bogen:

F. Fred Palakon calls after I’ve finished the room service dinner I ordered and Schindler’s List is playing on the small television set situated above the bed, a movie I had no interest in seeing when it came out but now, since Friday, have watched three times since it takes up an enormous amount of hours. My notes thus far? One, the Germans were not very cool; two, Ralph Fiennes is so fat; and three, I need more pot.

Fuldkommen som disse hersens åndssvage teenage amerikanske ungdomsfilm med en voldsomt irriterende voiceover. Nogle kan blive ved med at finde denne her type jeg-fortæller virkelig underholdende, hvor jeg er tabt lidt bag en vogn (måske er jeg blevet for gammel?). Men forfatteren bruger jargonen som metode til at understrege sin egen foragt for HP og alt, hvad han står for – overfladiskhed, fysisk skønhed og stofmisbrug. Jeg glemte selvfølgelig umodenhed og ignorance – total ligegyldighed over for alle andres situation end ens egen.

Bret Easton Ellis (BEE) har fat i en verden, de færreste af os kommer i nærheden af, men som tilsyneladende vækker så uendelig stor fascination – den amerikanske superoverklasse. Fascinationen af at være en del af den verden i uendelig luksus og glamour, følelsen af at være et slags übermensch, hævet over almenheden, en fascination, der er så stor, at bare man ligner en superstjerne, så er alt i vinkel. BEE forholder sig ironisk til den verden – hovedpersonen Victor Ward synes altid at der er så koldt i luksuslejlighederne, at han kan se sin egen ånde og der lugter altid af lort i klubberne, han frekventerer.

Kendetegnende for bogen er hovedpersonens fysiske skønhed, totale overfladiskhed, stofmisbrug, pengemangel og det faktum, at han er en kynisk golddigger. Han er ikke for god til smårapserier fra kærestens pung og gennemførte nasseri på sine overklasseforbindelser. Hans livsmotto er: the better you look, the more you see. Egentlig meget intelligent for det kan forstås på to måder – jo bedre man ser efter, jo mere ser man, eller jo bedre man ser ud, jo flere hippe steder kommer man. Efter alt at dømme er det nok det sidste, HP fokuserer på. Historien udvikler sig blodigt og HP boltrer sig i sex-eskapader, vidunderligt detaljeret beskrevet. BEE skriver godt og levende og formår at sætte stemningen. Bogen er dialogbaseret og med en højst enerverende jeg-fortæller vinkel. Som nedenstående interview fortæller, retter BEE en skarp kritik af modeverdenen, som “feasts on insecurity” – “fråser i usikkerhed”. En grund til at han drejer handlingen til en terrorgruppe, hvis medlemmer ER glamourøse modeller, uden egentligt politisk mål. For der er ikke noget som terror, der udløser usikkerhed. Dét er pointen – som jeg forstår den.

Jeg betages ikke af Ellis’ overklasseverden. Overhovedet. Jeg forstår hans budskab, tror jeg, kritikken af alt det bullshit, folk jagter. Lykken burde være de mange penge, den store kommercielle succes, den enestående fysiske skønhed og så følelsen af at være et overmenneske. Alt det penge gør ved folk. Ellis taler om sin far og ændringerne i dennes personlighed, der gjorde ham mere hensynsløs. Jeg glæder mig til at læse historien om BEE’s opvækst og hvad der har fået ham til at køre denne hetz mod modeverdenen – som han jo har beskrevet som en paria, en snylter på usikkerheden og mindreværdet. For indtil da bliver indholdet overfladisk og – tør jeg sige – pjattet. Han skriver jo så levende – nu drømmer jeg om virkeligt indhold i historien.

Jeg forsøgte at læse American Psycho, det mange anser for at være BEE’s nøgleroman, men jeg var ærlig talt ved at blive psycho selv af at læse den. Jeg forstod dens budskab, men savnede indholdet. Igen denne kritik af overklassens vanvittige luksus og overfladiskhed. Men jeg mangler bevæggrundene for at hetze overklassen så voldsomt – spændende forfatter, men jeg mangler en indfaldsvinkel, der er knap så – pubertær.

 

Post Revisions:

There are no revisions for this post.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.