Interviewet

17. november 2015

Jeg må tage en beslutning. Nu kan jeg end ikke løfte armene mere, men må have Janet til at ringe op og holde røret hen til mig. Bare det at koncentrere mig om at snakke er vanskeligt. Jeg har næsten glemt, hvorfor det her er så vigtigt. Men sådan er det. Livet er fuldt af vigtige detaljer. Det er vigtigt at kunderne kommer hen de rigtige steder, når de nu har betalt for at komme med min taxa. Det er vigtigt at der kommer de rigtige blomster på min grav. Det er vigtigt at Janet kommer videre med sit liv og ud af sine vaner med at sidde foran kukkassen og spise lagkage for at vogte over mig.

Nu ringer den, registrerer jeg. En dame svarer opkaldet. Jeg præsenterer mig og beder om at tale med direktøren for BBC. Der bliver stille i den anden ende. ”Øjeblik,” siger en nu grådkvalt stemme. Jeg får øverstkommanderende for BBC i røret og siger: ”Jeg vil interviewes på tv. Det her projekt er vigtigt for at fravriste de gamle egyptere deres største og mest gådefulde hemmelighed.” Ikke mere. Janet lægger røret på. Seertallet skal sikres.

”Janet, når jeg er mumificeret, skal du komme og se mig.”

”I orden – men så er du stadig bundet ind. At se dig nøgen i den tilstand er simpelthen for ulækkert.”

Vi griner begge.

 

12. december 2015

Interviewet skete på en af mine gode dage og det skaffede fornyet interesse blandt BBC’s seere. Slut herfra.

 

Epilog

Hun er lettet og afklaret, Janet, kone til mumien. Ikke flere slanger, lugten af død og medicin og det gik op for hende, da de kørte væk, at hun hadede den. Skulle hun selv blive syg, ville hun bare behandles med smertestillende og så sove ind. Universitetshospitalets korridorer lugter klinisk. Hun bliver ført hen til ligsynsrummet af den ene af patologerne, som har deltaget i eksperimentet. Hun har ikke set udsendelsen, der følger processen med at mumificere hendes mand. De fleste siger, det er ret ulækkert.

Men nu ligger han der, indbundet i bandager, som en egyptisk farao. Hun har et fotoalbum under armen, som hun ligger under en af bandagerne. Det er fuldt af fotos af ham som ung mand – en åleslank, ilter type med et stort, sort hår og gevaldige rotter på loftet. Med årene tabte han håret, blev tyk – men han bevarede rotterne. Heldigvis.

Hun kan ikke lade være med at føle på byltens ansigt og udbryder:” Der ligger han jo. Det er lige, som han havde forestillet sig. Jeg kan mærke ham. Det er ham – helt sikkert.

”Kan du kende ham?” spørger patologen og snøfter.

”Javist! Goddag, Deres Excellence.” Janet ser henført på patogen, der snøfter højlydt. “Hør, du, det var mig, der skulle græde og ikke dig.

Post Revisions:

There are no revisions for this post.

12 thoughts on “Interviewet

  1. Hi Dorte

    Wauu – det er jo en historie, der vil noget. Tænker at du er inspireret af den engelske mand, der blev mumificeret. Det er sjovt at blive ført ind i nogle af det overvejelser og frustrtioner, der følger med en så forskellig og svær beslutning.
    Det er en spændende historie – på nogle strækninger – jeg har læst alle afsnittene – er den velfortalt og spændende, men der er passager, der også virker tunge, især der hvor sproget er specielt.
    Jeg mener at historien vil få et løft ved at du gør sproget lettere – måske ved tegnsætning, fjerne unødvendige ord og omformulere.

    Du skal have tak for en spændende historie. Jeg læser gerne med, når du har arbejdet med teksten.

    Du er velkommen til at kikke hos mig.

    Kh
    Børge

    1. Hej Børge. Jeg læser historien igennem en ekstra gang og kigger forbi dig også. Jeg er netop inspireret af Alan Billis, den skøre skid, som forestillede sig selv som Tut-Ankh-Alan.

  2. Hej Dorte,
    Godt du fik skrevet en slutning . 🙂
    Det er en makaber historie, og jeg forstår konen der synes det er for ulækkert med alle de slanger og lugten af sygdom og død. Jeg håber for hende at hun nu får et bedre liv. Der er lidt knas med ‘ligger’ i stedet for ‘lægger’ da hun skubber fotoalbummet ind under mandens bandage-omvundne krop, men selve den gestus er meget smuk. Han får sit liv med sig (ligesom de gamle egyptiske faraoer fik guld og meget andet med sig i graven. Samtidig frigør hun sig fra byrden af hans liv og gør sig klar til at gå videre. Det synes jeg er en meget vellykket afslutning på historien. Derimod finder jeg det overdrevet og usandsynligt at både sekretæren på BBC og patologen snøfter og græder. Det gør næsten historien til en farce. Men måske er det din hensigt. Der var jo også nogle lidt farceagtige træk i begyndelsen.
    Tak for denne gang. Jeg er glad for at du nåede at være med.
    Mange hilsener Brynja

  3. Hej Dorte, –
    først: jeg tror det er dig som har være så sød at lægge en kommentar på min blog, så derfor en genvisit.
    Og jeg må sige, det har bibragt mig en god oplevelse, for sikken da et eventyr, du byder ind med. (Ærgerligt for dig, at du er så sent på banen med dine indlæg, at folk måske er kørt trætte af at læse og kommentere!? )
    Du er rigtig godt inde i forløbet af leverkræft. Beskriver forløbet perfekt med de tiltagende gener og senest den uundgåelige død. Og du formår at gøre det på en humoristisk facon, så man fokuserer på den abnorme idé med mumificering, som jo også er det, historien handler om. Jeg tænker på Anne Rice’ romaner, som jeg fandt ret underholdende.
    Men jeg er virkelig godt underholdt også af din historie, som er fantastisk godt skruet sammen. Mens jeg læste om problemerne med de manglende midler, begyndte jeg allerede at arbejde med planer om, hvordan pengene kunne skaffes til veje!!
    Godt gået!!
    Hilsen Ella

    1. Tak Ella. Jeg er under tidspres for tiden, så jeg hænger i bremserne. Mange tak for din kommentar. Folk får mine tilbagemeldinger, fordi de fortjener det og så håber jeg på et besøg også 🙂

  4. Hej Dorte

    Jeg er vild med din måde at skrive det her på. Kommer uvægerligt til at tænke på Lars von Triers “Riget”, og det er ikke kun på grund af leverkræften, men din ironi er både morsom og knugende. Du har en herlig rytme i dit sprog, en original stemme, som nok er noget, der ikke lige kan læres. Jeg tror du virkelig rammer det, jeg vil kalde sorgens absurditet. Din HP virker tømt, følelser er noget, der foregår omkring ham, hos f.eks. en telefondame fra BBC ( absurd ) og balsameringen bliver forståelig, for egypterne tømte jo netop, så vidt jeg ved, den døde for “indmad”, herunder hjernen, som blev suget ud gennem næsen.
    Jeg tror helt ærligt, at du kan drive det til noget med din fornemmelse for sprog og form. Har du forsøgt at lade mere kompetente, professionelle, læsere se på det, du skriver?

  5. Hej Dorte
    Jeg har kommenteret begejstret undervejs og begejstringen holder lige indtil det sidste punktum i slutningen. Du bevarer stilen, sprog og balancen perfekt, Den døendes bizarre ønsker bliver gennemført uden at det udvikler sig til farce. Eminent!

  6. Hej Dorte.

    Jeg havde da helt glemt at jeg faktisk har læst starten på den her historie, men erindringen dukkede frem, da jeg læste nu.
    En kort historie, må jeg sige.
    Næsten kortprosa. Spændende emne. Ikke svær at forstå.
    Rummer mange følelser, der bortset fra tuderiet fra de ikke pårørende, er godt skildret/beskrevet. (hvad katten tuder de for?)
    Synsvinkelskiftet fungerer fornemt, han kan jo ikke fortælle om sig selv som mumie – så skulle vi da over i en anden genre 😉

    Vh. Amanda

  7. Det pudsige er, at det, der virker så godt på mig, er det samme som andre kritiserer. Dit sprog er så enkelt, til tider nærmest naivt, og så bryder der gang på gang noget helt andet igennem, noget til tider helt gak, til tider vældigt klogt, og det bryder den realisme, som ellers præger teksten. Det skaber et enormt hul i teksten, som læserens fantasi må fylde ud, enten med tragedie eller med komedie, for begge dele er antydet. På den måde bliver teksten større end sig selv. Det er svært at skrive sådan uden at balancen ryger, og det gør den i hvert fald ikke for mig. Jeg ved ikke, hvor bevidst du skriver sådan. Måske er det intuition, men i så fald skal dun nok stole på den.
    Jeg var ret vild med din parentes, som først anbringes som en gåde, for til sidst at åbne sig forklarende ud i teksten.

Der er lukket for kommentarer.